HVAD VIL TULLE EGENTLIG?
for Dansk Folkeparti. DET GÅR GODT
Målingerne er svagt vigende, men intet problem. Man kan maerke det på partiformanden Kristian Thulesen Dahl og hans folk. Landsmødet i Herning er en stor familiefest.
DF er klar til et valg, som formentlig går godt – også selv om Pernille Vermunds Nye borgerlige er begyndt at bide i højre side. I denne weekends Norstat-måling på Altinget er Nye Borgerlige større end AL, EL og K.
Den store annoncekampagne med Dansk Folkepartis politbureau – Tulle, Peter Skaarup, Søren Espersen og Martin Henriksen signalerer humor og overskud. Det er kun et parti i harmoni med sig selv, der kan sende partitoppen ud som tegneserie. Venstre har eksempelvis valgt gigantiske velfaerdsannoncer, som bestemt ikke er morsomme, og hvor partiformand Løkke tydeligvis har vaeret en gang gennem photoshop. Og hos S udkommer striber af politiske oplaeg med en venligt smilende Mette Frederiksen på forsiden. Hun har et blik i øjet, som om hun siger:’ Nu må I tage jer sammen.’
front er Dansk Folkeparti PÅ DEN POLITISKE imidlertid gådefuldt. Jo, jo – jeg lytter skam til, hvad der bliver sagt. Og vist var Thulesen Dahls meldinger i sin store tale i går klare: Partiet går efter at komme i regering med Venstre. De konservative kan nok komme med, men LA skal fyres. Bliver der ikke blåt flertal, vil hovedopgaven så vaere at holde Alternativet, Enhedslisten og isaer de radikale uden for indflydelse. Kommer der rødt flertal må man forstå, at ridder Tulle vil frelse jomfru Mette fra de onde drager i den røde lejr. Så langt er Tulles strategi klar nok. Men er den nu også det? Når jeg taler med folk i og omkring Dansk Folkeparti – helt til toppen i partiet – er der en betydelig tvivl om, om Thulesen Dahl i virkeligheden er interesseret i at komme i regering. Er det ikke bare noget, han siger, fordi hans folk og baglandet forventer det? Kan Thulesen Dahl ikke se, hvor besvaerligt det vil blive med en rasende rød opposition og et LA, som efter de er blevet kylet ud af regeringen, vil forlange playback på alle stationer. Så skal både topskatten, arveafgiften, selskabsskatterne plus endeløse raekker af skatter og afgifter afvikles. Og Samuelsen og Ammitzbøll vil i kor råbe: Se os ind i vores stålsatte øjne ...
BEVARES, erfaringen med LA er, at de støjer meget, men når det kommer til stykket, falder de om til sidst. Det parti har ikke på et eneste punkt sat hele puljen på spil. De falder altid om, og det gør de formentlig også, efter de er blevet haeldt ud af regeringen. Men sikker kan Løkke og Kristian Thulesen Dahl ikke vaere.
Den anden model, som Kristian Thulesen Dahl taler varmt om, handler om, at kommer der en VOK-regering, vil DF se det som en hovedopgave at bygge bro mellem S oh V. Men er det overhovedet realistisk? Vil Mette Frederiksen ikke i den situation vaere tvunget til at gå i hård opposition. Et valgnederlag vil for hende vaere en gigantisk skuffelse, men det vil jo også internt i S rejse spørgsmålet om, hvorvidt taktikken med DF nu var saerlig klog. DF ser på, at S allerede i dag har en lange raekke af forlig med V og DF. Mette F kan ikke bare melde S ud af politik efter et tabt valg. Hun vil vaere tvunget til at samarbejde. Det vil fagbevaegelsen også forlange af hende. Så Kristian Thulesen Dahl betragter bestemt mulighederne for det brede samarbejde som god – også fordi han selv som finansminister bliver den centrale, koordinerende minister.
Det er kun et parti i harmoni med sig selv, der kan sende partitoppen ud som tegneserie
rigtig taet på Thulesen, siger, FOLK, DER ER de ikke oplever ham som specielt optaget af at blive minister. Han har det godt, som han har det. Spørgsmålet er, om han kan slippe udenom. Sidste gang – i 2015 – gik det. Løkke ville sådan set helst selv, men kunne ikke. Efter et års tid måtte han lukke LA og K ind, hvis hans projekt ikke skulle kollapse.
Om et halvt år bliver det svaerere for Kristian Thulesen Dahl at komme med en begrundelse for, hvorfor DF ikke skulle gå i regering. Så det kan godt vaere, at Kristian Thulesen Dahl nøler, men det gør hans folk ikke. Mon ikke Peter Skaarup, Pia Kjaersgaard, Søren Espersen, Martin Henriksen, René Christiansen, Messerschmidt og en hel del andre vil sige til formanden: Tiden er inde ...