LIVET EFTER dødsulykken

Johnni har kørt lastbil, siden han var 18 år, men i dag er lastbilen solgt, og vognmandsforretningen lukket. Det meste arbejde foregår nemlig i København nu om dage.

– Og derinde vil jeg aldrig køre igen, siger den 68-årige, som blandt andet også har måttet laegge jagtgevaeret på hylden.

– Det der med at gå ud i naturen for at slå noget ihjel virkede helt anderledes efter ulykken, siger den forhenvaerende lastbilchauffør, hvis psykiske og fysiske helbred er tydeligt maerket, efter han i 2016 påkørte den 38-årige kvinde, der lige havde afleveret to af sine fire børn i skole.

– Den første uge var der så meget, der skulle tages hånd om, at jeg ikke rigtig maerkede det. Ugen efter kom reaktionen. Jeg fik hjerteflimmer og måtte på hospitalet, hvor de gav mig stød, forklarer Johnni, der efter eget udsagn ’ellers aldrig har fejlet noget’.

jaevnligt hos en psykolog, der hjaelper ham med at håndtere den traumatiske oplevelse, men det har vaeret en lang, sej kamp.

– Det har vaeret hårdt, og det har taget utroligt mange snakke med min psykolog, men også med kollegaer. Det der med at sove, det var ikke nemt, for lige så snart jeg lagde mig ned, kørte det hele rundt i hovedet. Hvad kunne jeg have gjort anderledes? siger Johnni, der for altid har fået aendret sit syn på at faerdes i trafikken.

– Efter ulykken fik jeg et helt andet perspektiv, og hver gang, jeg oplever, at nogen i trafikken foretager sig noget dumt eller farligt, så kommer oplevelsen igen, forklarer han.

med sin historie, fordi han håber, at det måske også kan vaere med til at gøre cyklister opmaerksomme på, hvor svaert det faktisk kan vaere for lastbilchaufførerne at se cyklister, som kommer susende gennem et kryds.

Efter at have haft folk med oppe i førerhuset på en lastbil har Johnni flere gange oplevet, at de er blevet meget overraskede over, hvor lidt chaufførerne egentlig kan se, forklarer han.

– Jeg vil gerne fortaelle min historie, for jeg synes ikke, det er rimeligt, at de her modbydelige ulykker sker. Dem jeg har haft oppe at sidde i en lastbil siger: ’Nu vil vi vaere sikre på, at vi ikke bliver kørt ned’. Det hjaelper jo ikke en dyt, at man har ret, hvis man dør af det, siger han.

I dag snart to år efter ulykken har Johnni fået ulykken mere på afstand, men selv mener han ikke, at den nogensinde vil forlade hans sind.

– I dagtimerne går det okay, men det er en oplevelse, der aldrig nogensinde forsvinder – og det skal den nok heller ikke.