DET SKAL DANSKE BANK VIDE
Nogle kan erklaeres mere skyldige end andre, ja
DET ER TIÅRET for finanskrisen. Jeg vil gerne pointere, at vi alle var skyld i den. Det var ikke bare Danske Bank – og de andre banker. Det var os alle.
Der er brug for at erkende dette nu, hvor man oplever, hvor anløbne Danske Bank er, hvor lidt de har laert, og hvor meget de svigter Danmark. For det er nu, det skiller. Mellem Danske Bank og os andre.
Vi danskere har tilsyneladende fattet moralen fra sidste forbrugsfest. Ti år efter finanskrisen falder ’danskernes forbrugskvote’ i hvert fald stadig, som Politiken skriver.
Danske Bank drog derimod straks efter krisen til Estland for at feste ufortrødent videre.
FORLEDEN BRAGTE
Berlingske en Gallup, hvor mere end 40 procent af danskerne placerer ansvaret for finanskrisen i Danmark hos bankdirektører og børsspekulanter.
Nogle kan erklaeres mere skyldige end andre, ja. Eksempelvis Danske Bank, hvis tidligere ordførende direktør Peter Straarup på et tidspunkt udtalte de fantastiske ord: ’Krisen kom til os fra vest.’
SOM OM FINANSKRISEN blev dumpet på den jyske vestkyst af en rusten walisisk coaster i ly af natten. En ansvarsfraskrivelse fra Danske Bank, der overgik dem, der trods alt bare skiftede fra Mazda 6 til Audi A6, og hvis hykleri siden blev udtrykt ved, at de gav banken skylden, hvis det kneb med afdragene.
Som om krisen ikke havde nogen forbindelse til, at Finansrådet med Danske Bank i spidsen fik gennemtrumfet afdragsfrie lån, og bankerne på det naermeste scientology-vaskede deres kunder til at låne millioner i mursten og købte ’fremtidssikrede’ bankaktier.
MEN DET VAR IKKE bankerne, der besluttede at fylde motorvej E20 og E47 op med firehjulstraekkere, Audier, Alfa Romeoer og Jaguarer finansieret af pantebreve. Eller til at udbygge parcelhuse til Hollywood-lignende hjem med Versailles-lignende belysning på havegangen.
Spekulanten var således også menigmand, der udvidede sin landsby- bungalow i Drøvling med ude-jacuzzi og inde-surroundsound. Spekulanten var tillige personificeret i menigkvinde, der mente, at en tovaerelses på 45
på Østerbro kvm malet i knaekket hvid i København selvfølgelig er 2,5 mio kr. vaerd og kan belånes, hvis garderoben skal opgraderes, og verden rundrejses.
MEN DET ER forhåbentlig laert nu.
’Krisen kom’ ikke ’til os fra vest’. Eller henne fra banken.
Jeg er glad for, at jeg allerede dengang skrev, at moralen er simpel:
’Lev ikke over evne. Undgå afdragsfrie lån. Skriv ikke under på noget, du ikke forstår. Ansvaret er dit. Ansvaret er mit. Det er ikke bankens, realkreditinstituttets, statsministerens, finansministerens, nationalbankdirektørens eller nogen andres.
En sådan fordrivelse af det personlige ansvar til fordel for mentalhygiejniske fordømmelser af finansverdenens mest udtalte illusionister vil i fremtiden forslå som at varme sig med egen urin iklaedt underbukser et sted på indlandsisen.’
DET ER VAERD at minde om. Hvis vi vedvarende udlaegger finanskrisen ene og alene som et resultat af onde pengemaends udbytning af uskyldsrene godtfolk, kan man vaere sikker på én ting: Vi havner der igen. Ingen vil have laert noget.
Det er derfor en bydende nødvendighed, at vi i disse dage holder fast i, hvad vi har laert. Og at vi bruger det mod Danske Bank.
De havde dengang held til at bilde os ind, at vi først og fremmest er forbrugere. At vi var lige så amoralske som banken selv.
De skal vide, at vi i dag er borgere, i stand til at taenke selv, og at de ikke laengere kan regne os for idioter.