Kontroversiel

Jaaaaa, men har du taenkt over, at de måske slet ikke har lyst til at dø i virkeligheden. Men at de måske en dag ville aendre mening, himler kritikerne. Og hertil må jeg svare:

Har du taenkt over, at de rent faktisk gerne vil dø! Og at det ikke er noget, du, jeg eller diverse politikere skal gaette på eller bestemme.

Samtaler med den syge

Man kan ikke detaljestyre hele verden. Min krop er min. Ikke din. Uanset hvor meget du tror, jeg aendrer mening, fordi du ikke kan håndtere virkeligheden.

Men alt levende skal dø. Alt! Gør det dog vaerdigt for de lidende.

Svend Lings har samtaler med den syge. Beder om en skriftlig forklaring, medicinske fortegnelser og journaler.

Han beder om hele (sygdoms-) historien. Mundtligt og på skrift.

Han spørger til, hvordan familien forholder sig, og er i det hele taget både grundig og ordentlig. Ordentlig, fordi han tager sine patienter og medmennesker alvorligt.

Det er vel fair nok, at man ikke vil ligge sine sidste år som en grøntsag?

Bundet til en kørestol

Vi blev praesenteret for en af Lings’ klienter. En skleroseramt kvinde, der er bundet til en kørestol og bor ganske alene. Hendes mand er død efter 52 års aegteskab. Og hun er immobil. Ensom. Bliver kun dårligere. Kan ikke styre sine toiletbesøg. Har brug for al pleje og sidder i sin stol og venter på hjemmehjaelpen, der kommer og mader hende. Vasker hende.

Hun venter – på at dø. En pinefuld og uvaerdig død.

– Jamen, hun kan da have mange gode år, rabler Laegeforeningen. Og der må jeg bare spørge Hvad fanden er gode år?

Sgu da ikke et liv i uendelig lidelse. Hvor man er bundet. Og alene.

Svend Lings har nu lavet manual, som ligger på nettet, hvor man kan finde inspiration til selvmord med receptpligtig medicin.

Tak!

Det må sgu da også vaere laegens rolle og opgave at lindre. At hjaelpe videre på en vaerdig og smertefri måde.

En underlig kontrol

Så hvad er det for en underlig kontrol, når man i Danmark ikke vil respektere andre folks livsbeslutninger, men derimod idømmer laeger op til tre års faengsel for omsorg og empati.

Hvorfor skal en forening eller en politiker bestemme, om en mand – 80 år og diagnosticeret med en sygdom, der kvaeler ham langsomt – ikke må dø, et par år inden det bliver ubaerligt. Tortur?

Jeg vil selv selv afgøre min skaebne. Og jeg takker for, at der er laeger som Lings, der har tiltro nok til mennesket og empati nok til at hjaelpe med vaerdighed og ro, så man ikke skal skaffe sig et ulovligt våben, spidde sig selv eller brutalt kaste sig ud foran et tog.

Skraemmende tanke

Vi kan aflive hunde og katte. Kaniner og grise. For at skåne dem for en torturlignende sidste tid. Men ikke mennesker? Mit liv er min beslutning! Og man kan ikke fratage folk retten til at dø, bare fordi nogen måske/måske ikke har fortrudt deres selvmordsvalg.

Og det er altså en virkelig skraemmende tanke, at diverse politikere med baggrund som varmemester eller studerende skal bestemme over din ret til at dø.

Man kan ikke detaljestyre hele verden. Min krop er min. Ikke din