Der er nog­le grim­me min­der

Ekstra Bladet - - BILER TEST -

Har du og­så ta­enkt dig at en­de så­dan der?’ Ron­nie kan sta­dig hu­ske or­de­ne fra den kvin­de­li­ge be­tjent, der nedstir­re­de ham, mens hun pe­ge­de over på hans far, Lon­ne, der sad i hånd­jern ef­ter at va­e­re ble­vet an­holdt for gud ved hvil­ken gang. Den­ne gang for be­sid­del­se af her­o­in.

På det tids­punkt var Ron­nie ba­re 17 år gam­mel og i gang med at ud­dan­ne sig til blik­kensla­ger. Med plet­fri straf­fe­at­test, som den i øv­rigt og­så er i dag, hvor han er 40.

– Det var en ube­ha­ge­lig op­le­vel­se. Det er ik­ke, for­di jeg skal gø­re mig til et bed­re men­ne­ske, men jeg sy­nes ik­ke, det var fair. Jeg føl­te mig da dømt og ret lil­le, forta­el­ler han.

Ron­nies far, Lon­ne Fri­strup Jen­sen, var en del af gang­ster-mil­jø­et på Vester­bro og har sid­det i fa­engsel i 31 år. En va­skea­eg­te va­ne­for­bry­der med or­de­ne ’Born Free’ ta­to­ve­ret i pan­den.

Ron­nie blev født ind i sin fars kri­mi­nel­le kar­ri­e­re, hvor før­ste knivskar­pe min­de går helt til­ba­ge til bør­ne­ha­ve­al­de­ren, hvor po­li­ti­folk va­el­te­de ind i hjem­met i Val­by og over­man­de­de hans far i stu­en.

– Jeg gra­ed som en sinds­syg, kan jeg hu­ske. Det var me­get ube­ha­ge­ligt. Det har va­e­ret et trau­me for mig på en må­de, forta­el­ler han.

Ron­nie vok­se­de op i Val­by sam­men med sin mor og bror – og sin far, når han en sja­el­den gang ik­ke var in­de og bu­re.

Selv­om nog­le af de så­kald­te kam­me­ra­ter godt kun­ne bru­ge hans kri­mi­nel­le far mod ham, hvis de blev uven­ner, så blev han fak­tisk ik­ke mob­bet med det. Men nog­le af fora­el­dre­ne så lidt ska­evt til ham.

at folk døm­mer ham. – Den er der da sta­dig­va­ek. I pe­ri­o­der. Men det gik mig me­re på i mi­ne te­e­na­ge­år. Der var en ret­fa­er­dig­heds­fø­lel­se. I dag er jeg li­geg­lad, si­ger han.

Og det er den vig­tig­ste – hans ko­ne – hel­dig­vis og­så, selv­om hen­des før­ste tan­ke var, hvad po­k­ker hun hav­de ro­det sig ud i, da det gik op for hen­de, hvem hen­des nye svi­ger­far var.

– Jeg kom­mer selv fra et trygt og ka­er­ligt hjem, hvor po­li­ti var no­get, man respek­te­re­de og der­for al­drig har stif­tet be­kendt­skab med, si­ger Jan­ne, der til trods for chok­ket valg­te at bla­e­se på for­ti­den og fo­ku­se­re på nu­ti­den, da hun skul­le mø­de Lon­ne før­ste gang.

– Og al tvivl og al­le for­dom­me, jeg måt­te ha­ve, blev ma­net til jor­den, da Lon­ne tog imod mig med åb­ne ar­me, si­ger hun.

tog Lon­ne si­ne to søn­ner med på va­erts­hu­se­ne på Vester­bro, og de sto­re arm­be­va­e­gel­ser var fa­sci­ne­ren­de for en ung kna­egt.

– Men der er jo en bag­si­de af me­dalj­en. For hvis du skal kun­ne le­ve et liv, som han har gjort, så skal der la­ves nog­le pen­ge. Der har va­e­ret man­ge pe­ri­o­der, hvor jeg har følt, at han har pri­o­ri­te­ret det liv frem for si­ne børn. Men han gjor­de det ik­ke, for­di han var ond. Han kun­ne ba­re ik­ke an­det, kon­sta­te­rer han.

Ron­nie har nu selv få­et en ker­ne­fa­mi­lie. Han og ko­nen har en stor søn, og på va­eg­gen i hjem­met, der lig­ger gan­ske ta­et på barn­doms­hjem­met, står der ’Fa­mily – whe­re li­fe be­gins & love ne­ver ends’.

Og det ga­el­der og­så Lon­ne, som Ron­nie al­drig kun­ne drøm­me om at slå hån­den af og snak­ker med en gang om ugen og be­sø­ger hver an­den­tred­je uge.

– Jeg ba­e­rer jo ik­ke nag. Men det sid­der lidt i bag­ho­ve­det, hvor jeg ba­re ta­en­ker ’hold ka­eft et fjols’ på nog­le punk­ter.

kom til af­slut­ning på skolen, da Ron­nie blev blik­kensla­ger, for­di han var på druk. Fjols, når han igen mis­se­de ju­le­af­ten i fa­mi­li­en, selv­om han of­test var ude på ju­le­or­lov fra fa­engs­let, og i ste­det send­te en taxa­chauf­før, der smed 2000 kro­ner med or­de­ne: ’Dem skul­le jeg gi­ve fra Pa­pa Lon­ne.’

– Der er nog­le grim­me min­der, men de bli­ver over­skyg­get af, at han er min far. Og han har ik­ke gjort det, for­di han er ond el­ler mod­by­de­lig. Der er no­get an­det, der har truk­ket i ham, som han ik­ke kun­ne sty­re, si­ger Ron­nie, der har sva­ert ved at gi­ve råd om, hvor­dan man bedst hja­el­per børn af kri­mi­nel­le fora­el­dre.

– Det er en selv først og frem­mest. Men jeg kan godt for­stå, at det er sva­ert. Jeg har ik­ke no­gen go­de råd, ud over at man bli­ver ved med at ka­em­pe og snak­ke med de rig­ti­ge men­ne­sker, si­ger han og til­fø­jer:

– For mig har bag­lan­det va­e­ret i or­den. Min mor har va­e­ret su­per­sej, og jeg tror, det har va­e­ret godt, at hun har sør­get for, at vi kun­ne be­sø­ge min far i fa­engs­let. Og­så ef­ter de blev skilt. Han er jo vo­res far.

FO­TO: PHILIP DAVALI

De 31 år, som Lon­ne har af­so­net, da­ek­ker over vold i al­le af­skyg­nin­ger, ruf­fe­ri, trus­ler, bed­ra­ge­ri, has­hhan­del, ci­ga­rets­mug­ling, med­vir­ken til brandstif­tel­se og hård narko­han­del.

PRI­VAT­FO­TO

Lon­ne har le­vet et kulørt liv som gang­ster på Vester­bro med pen­ge, sp­rut og da­mer.

PRI­VAT­FO­TO

Her ses Ron­nie sam­men med sin far – før an­sigtsta­to­ve­rin­ger­ne.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.