1945–2018 KIM LARSENS SØN BRYDER TAVSHEDEN

GAVFLABEN HÅRDT RAMT: Sylvester Larsen fortaeller aerligt, men kaerligt om forholdet til sin kendte far

Kim Larsens familie bad omverdenen om ro, da det søndag kom frem, at nationalskjalden var sovet ind.

Men mandag brød sangerens naestaeldste søn, Sylvester Larsen, tavsheden i et hudløst aerligt opslag om sin kendte far.

Her laegger 45-årige Sylvester – der selv er musiker og sanger – ikke skjul på, at hans forhold til faren var alt andet uproblematisk.

’Min fars død har ramt mig hårdere, end jeg havde forventet. Gennem de senere år var vores forhold blevet mere distanceret og konfliktfyldt, som følge af uenigheder og gamle sår i familien, der havde svaert ved at hele. Min far kunne vaere stejl, uforsonlig, voldsomt opfarende og havde ofte svaert ved at indrømme egne fejl, mens han fremhaevede dem hos andre’, skriver Sylvester Larsen på sin Facebook-profil.

Gik i farens fodspor

’Nej, han var langt fra perfekt den gamle. Men hvor jeg dog elskede ham’, slår han fast.

Sylvester var et af Kim Larsens seks børn med tre forskellige kvinder. Siden den nu afdøde sanger forlod Sylvesters mor, Hanne Qvist Larsen, i 1994, har forholdet vaeret konfliktfyldt. Men kaerligheden lyser alligevel ud af Sylvesters afsked til sin far.

Til Ekstra Bladet fortaeller han da også, at han følte sig kaldet til dele den meget private tekst med hele Danmark.

– Det var simpelthen bare noget, jeg havde behov for at skrive – både for mig selv, men også til alle de mennesker, der elskede ham og hans musik. For det gør jo stort set alle i det her land – eller alle har et forhold til hans musik, forklarer han.

Trods uenighederne gik Sylvester i farens fodspor, og siden 2002 har han udgivet seks album.

– Selvfølgelig måler publikum mig på min fars praestationer, erkendte han over for Ekstra Bladet i 2007.

Et par år senere frabad han sig eksplicit at blive spurgt til sin kendte far og var traet af at blive sammenlignet med ham. Privat så det dog anderledes ud, indrømmer han.

Advarede mig

’Da jeg selv besluttede mig for at gå musikkens vej, advarede han mig imod branchen og dens forskellige faldgruber. Roserne sad aldrig løst, men de kom med jaevne mellemrum. Ofte gennem andre’, konstaterer han.

Efter farens død er det også ved hjaelp af musikken, Sylvester vil mindes ham.

’Jeg kan stadig høre trommemaskinen og guitaren inde fra vaerelset ved siden af. Musikken stopper et øjeblik... Lyden af en Zippolighter der taendes, og det sagte skvulp af en øl der bliver haeldt ned i et glas. Så begynder musikken igen. Og den holder aldrig op...’

Det var simpelthen bare noget, jeg havde behov for at skrive – både for mig selv, men også til alle de mennesker, der elskede ham og hans musik