’GOKKESOK’ I Alternativet og Niko Grünfelds verden er det altid os andre, der er forkert indrettet
KØBENHAVNS KULTURBORGMESTER, Niko Grünfeld, lyver – eller har pustet sig uretmaessigt op, om man vil.
Grünfeld har på sit cv haevdet, at han har en ’master i positiv psykologi’ fra Aarhus Universitet. Det har han ikke.
DET VIRKELIGT overraskende er imidlertid, at det faktisk ikke er overraskende. Alternativets mand i hovedstaden er rundet af en kultur, der ofte foretraekker at forholde sig følelsesmaessigt til verden snarere end faktuelt. Så hvis borgmesteren synes, at han naesten er psykolog, så raekker det formentlig, hvor han kommer fra.
Således lever Alternativet hele tiden op til sit navn. De godtager ikke andre menneskers rationaler.
Tag blot, da Grünfeld sidste år skulle vaelge borgmesterpost. MANDEN GIK til alles forbløffelse direkte forbi beskaeftigelses- og integrationsborgmester-posten. Han var hverken kontanthjaelpmodtagerens eller indvandrerens første, bedste og naermeste ven, der vil sikre folk med udsigt til evighedslignende ophold i beskaeftigelsesforvaltningens hamsterhjul en vej ud og bort fra lange, tågede eftermiddage afsondret fra det arbejdende faellesskabs liv og vigør.
Grünfeld følte mere for terapihaver. Og gadeteater.
Han proklamerede: ’Jeg vil gøre den post (kulturborgmesterposten, red.) til vores helt egen og virkelig vise, hvor stor en forandring vi netop igennem kunsten og kulturen kan skabe’.
DET HAR HAN foreløbig vist ved at bruge 130.000 kroner på at indrette sit borgmesterkontor med den begrundelse, at han ikke kan arbejde ved et glasbord.
Det er ganske vist ikke helt i overensstemmelse med moderpartiets bekymringstaler mod forbrugerisme, at Niko ikke gik på rådhusets magasiner, der bugner af genanvendelige møbler. Men borgmesteren følte tydeligvis ikke herfor.
IGEN BØR MAN vel huske på, at Niko Grünfeld på mange måder blot lever op til sin varedeklaration. Uddannet som han er på sin laeremester, Uffe Elbaeks, kaospilotuddannelse. Vi taler om en uddannelse, der forsøgte at overbevise stagnerede offentlige institutioner samt private virksomheder i krise om, at en gøgler i tillidsøvelser eller ekspert i puderumsleg var fremtidens innovator.
Visioner og vidtløftigheder skal der til.
MEN I SIN IVER efter at lindre og hele hovedstadens sår med kunst og kultur når Niko Grünfeld nok ikke laengere end til at haenge en ’gokkesok’ op på borgmesterkontoret. Og det burde naturligvis alt sammen ende som en fael skuffelse for Alternativets vaelgere.
Men man aner, at det ikke bliver tilfaeldet. Hvilket må betragtes som det egentlig overraskende. I Alternativet og Niko Grünfelds verden er det altid os andre, der er forkert indrettet.