Vidne til Auschwitztransporter
Det vaerste ved Ellen Oppenhejms tid i Theresienstadtlejren var synet af andre jøder, der blev transporteret bort i propfulde godsvogne. Destinationen var Auschwitz.
’De kom aldrig tilbage. De røg direkte i gaskamrene. Det vidste vi selvfølgelig ikke praecist, men vi havde fornemmelsen af, at det var noget i den retning’, fortaeller Ellen Oppenhejm.
Theresienstadt var ikke en dødslejr, men en gennemgangslejr for i alt ca. 85.000 jøder. Det store flertal blev videresendt til udryddelseslejren mod øst.
Det skete ikke for de danske fanger. De var undtaget som resultat af en aftale mellem Werner Best, den tyske rigsbefuldmaegtigede i Danmark, og Adolf Eichmann, der var øverste praktisk ansvarlige for jødeudryddelserne.
Røde Kors-pakker
Oppenhejm-familien var privilegeret som en såkaldt Bprominent familie – det vil sige i fangehierarkiet lige under fremtraedende jødiske politikere. Det betød, at de undgik de taetpakkede fangebarakker. Sammen med tre andre personer kunne de bo i deres egen såkaldte ’lejlighed’ – syv mennesker på ét vaerelse.
Fangekosten var horribelt dårlig – for eksempel suppe med kartoffelskraeller og frosne kartofler – men danskernes ernaeringstilstand blev sikret af de uundvaerlige Røde Kors-pakker, de fik tilsendt af de danske myndigheder.
’Der var alt muligt i pakkerne fra Røde Kors: tørmaelk, havregryn, chokolade m.m.’
Men tilvaerelsen var barsk – selv for en sund og rask ung pige.
’Jeg arbejdede med noget, der hed ’glimmer’ (marieglas)’, fortaeller Ellen Oppenhejm.
’Vi arbejdede hver dag og hele dagen. Det var usundt. Det skulle slibes ganske tyndt. Det gavnede ikke ligefrem mine lunger.’
Braendende Dresden
Oppenhejm-familien blev reddet ud af Theresienstadt sammen med de andre skandinaviske fanger i de berømte ’hvide busser’, der kørte dem op gennem det sønderbombede Tyskland.
’Jeg var lidt ondskabsfuld – jeg er jo kun et menneske’, beretter hun i dag.
’Jeg så i det braendende Dresden 12-13-årige i uniformer. Jeg havde ikke ondt af dem’, siger hun med henvisning til, at store drenge i krigens sidste måneder blev udskrevet som soldater.
Bussen kørte over
’Mit første måltid i Danmark var var vidunderligt – havregrød med rigtig maelk.’
Efter to år før at have vaeret på randen af et kollektivt selvmord endte alle medlemmerne af Oppenhejm-familien med at få et langt liv. graensen.
Jeg så i det braendende Dresden 12-13-årige i uniformer. Jeg havde ikke ondt af dem