Skal vi finde os i det
Så er julehalløjet i gang igen. Jamen, hvad skal al den kommers til? Over to måneder før tid?
Jo, Salling og Coop og andre har sat sig sammen og er blevet enige om, at cirka midt-oktober vil vaere en god måned at starte alt juleriet. Hver isaer siger de, at de må starte nu, ellers får konkurrenterne et økonomisk forspring, og det ville jo vaere forfaerdeligt.
Men hvad nu, hvis Salling og Coop blev enige om, at først at starte 15. november naeste år? Hvilken naiv tanke … I min familie har vi valgt at boykotte alt julekøb indtil den dato – vi skal nok nå det endda. Det er en styghed, at vi fra nu af skal bombarderes med juletilbud hver eneste dag således, at når juleaften endelig oprinder, er vi i den grad traette og kede og lede af julen og alt dens vaesen. Skal vi finde os i det?
Julen er en kristen højtid, der ikke skal udnyttes kommercielt.
Derfor; lad vaere med at købe så meget som en eneste klejne før 15. november!
Fem uger må vaere nok til Salling og Coop. De og andre har i den grad vaeret med til at ødelaegge en smuk tradition for ussel mammons skyld. Skal vi finde os i det?
Odd Høyholm Dalstrøget 101 Dyssegård Jeg frygter faktisk for mit liv. Jeg frygter, at det bliver overtaget bid for bid af ligegyldige videoer, sponsorerede indlaeg og politisk propaganda.
Efter min iPhone gik i stykker, har jeg nu i to en halv måned brugt en gammel Nokia-telefon.
Jeg indrømmer gerne, at jeg frygtede hverdagen uden smartphone. Jeg fandt tanken om at gå udenfor uden underholdning ubehagelig.
Heldigvis viste mine egne tanker sig at vaere fin adspredelse, og jeg ved ikke, hvorfor jeg troede, mine egne ideéer og fantasier skulle undertrykkes af en omklamrende trang til konstant opmaerksomhedsfordrejning – men det gjorde jeg.
De sidste to en halv måned har fået mig til at laese flere bøger, lave flere kreative projekter og i det hele taget ’vaere mere i nuet’, hvor klichefyldt det end lyder.
Jeg er faktisk bange for, at vi retter vores opmaerksomhed så meget mod telefonen, at det gør os distancerede fra virkeligheden og de samfundsmaessige problemer.
Jeg føler mig helt saer, når jeg kigger mig omkring i bus 8A, og alle sidder med bøjede nakker, som var det en dystopisk film fra 80’erne om det fjerne årtusinde, som jeg nu bliver tvangsindlagt til at stirre på.
Jeg håber dog på, jeg kan beholde den gamle mursten, så jeg kan prioritere tid til sådan noget som det her.
Den tid, vi bruger i hverdagen, bliver det, vi bruger vores liv på.
Sofie Nissen Parmagade København S
Jeg indrømmer gerne, at jeg frygtede hverdagen uden smartphone