Jeg vil så gerne takke de kraeftramte, der står frem og fortaeller om angsten og sorgen, men samtidig også giver så meget mod til at nyde det liv, der nu er tiltaenkt én på godt og ondt
Der forskes for milliarder af kroner i hele verden, isaer i USA, for at knaekke cancer, og nu kommer en stor indsats i Danmark. Men det gør mig ondt at sige, hvad jeg taenker inderst inde:
Der er lang vej igen, hvis der overhovedet findes en vej.
Inden for de sidste mange år, hvor jeg har vaeret i USA, har jeg set store reklamefremstød og kampagner om, at i løbet af kort tid er gåden løst, og kraeft udryddet.
Det sker bare ikke!
Der kommer nogle nye behandlingsmuligheder, men i mit liv mister jeg hele tiden venner til kraeften, og offentligt følger vi også de mange kraeftramte, der er begyndt at fortaelle åbenlyst om deres sygdom.
SELVFØLGELIG MAERKER JEG
sygdommen taet på, fordi mine venner og mig er ved at vaere gamle, men jeg kender sandelig også unge i 40’erne, som jeg har arbejdet sammen med, der dør inden for et år.
Jeg vil så gerne takke de kraeftramte, der står frem og fortaeller om angsten og sorgen, men samtidig også giver så meget mod til at nyde det liv, der nu er tiltaenkt én på godt og ondt.
De er med til at gøre den sygdom synlig, som for ikke så mange år siden var noget, man ikke talte om.
Jeg husker mange interviews, hvor den interviewede fortalte om at have kraeft, men ikke ønskede det offentliggjort.
MIN EGEN FAR
fik tyktarmskraeft, der bredte sig overalt, men jeg var den eneste i vores familie, der blev indkaldt til møde med overlaegen på Ringsted Sygehus og fik sandheden at vide.
Min far var borgmester i Ringsted, og det måtte ikke komme ud, at han var syg, og han fik det heller ikke selv at vide. Men laegerne syntes, at jeg var så robust, så jeg kunne klare hemmeligheden. Det var i 1974!