Jeg savner mit dejlige Danmark
– I Irak stiller de dig mod vaeggen og skyder dig. I Danmark smiler de venligt til dig, mens de langsomt kvaeler dig.
Den replik om flygtninge sikrede i oktober 2002 integrations-politikeren Bashy Quraishy titlen som ’Danmarks mest irriterende’.
Verdens bedste Danmark
Det var Ekstra Bladets laesere, der kårede ’den talende alpehue’. Statsminister Anders Fogh Rasmussen blev nummer to. Bashy Quraishy opnåede også at blive afbildet på tidligere DF-formand Pia Kjaersgaards valgplakat som et symbol på et Danmark, hun ikke ønskede sig.
– Det er jeg stolt af, siger han med et selvironisk grin en halv menneskealder senere.
Den nu 73-årige pakistansk-danske integrationsrådgiver, forfatter og debattør synes ellers stadigvaek ikke, der er nok at grine af i Danmark.
– Jeg elsker danskerne. Det er verdens bedste folk, og vi har verdens bedste samfund. Men jeg savner mit dejlige og åbne Danmark. Jeg savner det fantastiske land, jeg mødte, da jeg kom her til landet som turist i 1970 og besluttede mig for at blive, siger Bashy Quraishy.
– Danskerne var måske mere naive dengang?
– Nej. Det var det aegte Danmark. Danskerne smilede mere og var meget venlige, siger Bashy Quraishy, som efter sin ankomst vaeltede sig i åbenhed og tilbud om kaerlighed og fri indkvartering.
– Jeg tror, at isaer kvinderne var tiltrukket af min eksotiske hudfarve. He, he. Der var jo ikke så mange indvandrere i Danmark dengang, og vi, der var her, var flittige og nyttige. Danskerne havde nok forestillet sig, at vi ville vende tilbage til de lande, vi kom fra. Men hvorfor skulle vi dog det, når vi havde boet her i 20 år og fået børn?
Far slog hånden af Bashy
Bashy Quraishys positive indtryk er i lige så høj grad dronning Margrethes fortjeneste. Det eventyr begyndte med et brev fra hans mor i Pakistan adresseret direkte til majestaeten på Amalienborg. Det var, få måneder efter hun blev dronning i 1973.
– Dronningens gestus fik mig til at graede. Når jeg taenker på det, kan jeg stadigvaek få tårer i øjnene, siger Bashy Quraishy.
Forhistorien var, at den unge Bashy var på gennemrejse i Europas hovedstaeder efter at have taget en uddannelse som ingeniør i USA. Meningen var, at han ville returnere til sin familie i Pakistan, hvor han skulle overtage sin fars virksomhed og rolle som patriark.
Er det ikke vidunderligt, at hun tog affaere på den måde?
Det ansvar havde han udsat flere gange, fordi han hellere ville dyrke det frie kaerlighedsliv og skabe sin egen tilvaerelse. Konflikten endte med, at hans far i vrede slog hånden af sin aeldste søn, og forbød Bashys mor at kontakte ham igen.
– Forholdet til min familie
Når jeg taenker på det, kan jeg stadigvaek få tårer i øjnene
var knaekket, og jeg var helt alene i Danmark, forklarer Bashy Quraishy, som dengang kunne få sin arbejdstilladelse forlaenget i det uendelige.
Dronningen som privatdetektiv
Efter tre år var han souschef på et hotel i Skovshoved. En dag ringede fremmedpolitiets chef, hr. Møller, og bad ham troppe op på politigården i København. Med det samme.
– De har vaeret uartig, hr. Quraishy sagde politichefen, da de sad over for hinanden. Han viste derefter sin gaest to breve.
Det ene brev til politichefen var underskrevet af dronning Margrethe. Det andet af Bashys mor i Pakistan. Hun havde sendt det til dronningen i forlaengelse af sin mands død.
– Jeg kan stadigvaek huske ordene i det brev: ’My son lives in Your Kingdom. Please, find him and ask him to write to me’. Det smukke er, at dronningen efter at have laest det skrev et brev til Fremmedpolitiet og bad chefen om at finde mig. Sikke en gestus af landets dronning. Er det ikke vidunderligt, at hun tog affaere på den måde?
På politigården skrev Bashy Quraishy et brev til sin mor, Amtal Wahid, og et takkebrev til dronning Margrethe. Kongehusets budbringer ventede udenfor og tog det med tilbage til Amalienborg.
Dronning Margrethe sluttede cirklen og skrev et brev med monogram og sendte det hele til moderens adresse.
Brevene havde haederspladsen over Bashys mors seng til hendes død som 78årig i 1998. Efter hendes ønske blev dronningens brev lagt i hendes grav.