Ballings profeti
Gode, gamle Balling vender sig i sin grav, ryster på hovedet og udbryder:
– Unge mand, unge mand, lyt til en hårdt prøvet politimand råd: Når det drejer sig om milliarder, så skrider vi ikke ind, vi skriver rapporter – mange rapporter. Husk; beløb af den størrelse hører ikke hjemme under politiet, det er politik, og politik, det skal vi ikke blande os i!
– Jamen, det er da ulovligt!
– Ja, ja, ja, ja, det er der da så meget, der er. Hør nu efter: Politikerne hylede op om Europol, og at Danmark ville blive oversvømmet af paedofile lommetyve – blev vi det? Nej. Der ser De. Selv det uundvaerlige Europol tør ikke røre ved transaktioner. Vi er oppe mod magter, der overstiger vores forstand, selv Finanstilsynet lukker øjnene, Holm, det kan de laere meget af.
– Jamen, hvis vi nu indkaldte PET, FET og Jaegerkorpset, omringer Danske Bank og ...
– STOP! STOP! Holm, vil de så holde op! Gør vi det, så bliver vi aldrig forfremmet! Vi er oppe mod kraefter så store, at selv Europol lukker øjnene. Lyt til en erfaren efterforsker. Hvis politikerne kraever noget – bare roligt, det gør de ikke – men hvis, så finder vi en bagmand. En lille bagmand, men Danske Bank, dem holder vi os langt vaek fra, det er en ordre!
Anders Liljensøe Højrupvej 43 Glamsbjerg Det er aften midt i oktober – det begynder at blive koldt og stille udenfor. Men indenfor på afdelingerne er det en helt anden melodi!
Jeg er social- og sundhedsassistent på et plejehjem. I aften er vi kun fast personale på arbejde. Ingen sygemeldinger – gudskelov. Hvordan ville det ellers vaere gået?
Jeg er alene på en af afdelingerne med otte beboere. Thomas er truende i sin adfaerd.
På afdelingen ved siden af mangler mine kolleger mig. Noget livsnødvendig medicin skal doseres.
På den tredje afdeling går en kollega alene. Flere beboere råber på hjaelp. Min kollega prøver at få beroliget en, imens Frank råber ’fandens lorte-kaelling’ i hovedet på hende.
Sidst på eftermiddagen møder endnu en kollega ind. Thomas er stadig er vred og truende. Telefonen ringer for 20. gang. Vagn er faldet. Min kollega og jeg skynder os afsted, liften flyver bagefter os. Vi efterlader afdelingen tom for personale. Efterlader Thomas alene. Den livsnødvendige medicin er endnu ikke doseret.
Tempoet er højt. Sondemad, medicin dosering og toiletbesøg. Et kateter er stoppet til og skal skylles. Telefonen ringer for jeg ved ikke hvilken gang. Den anden afdeling har brug for hjaelp.
Faelles forsøger vi alle at hjaelpe beboerne på den mest vaerdige måde, uden at kvaliteten forringes. Nogle ting er halvt faerdige – andre ting er slet ikke påbegyndt. Dokumentationen, som er så vigtig, har vi ikke nået. Tanken, om hvornår jeg sidst har vaeret på toilettet, dukker op.
Nattevagterne møder ind, og der er overlevering. Jeg har helt ondt i maven. Ondt i maven over, at dette er vores arbejdsvilkår.
Jeg bliver harm, når jeg laeser og hører folk uden for faget tro, at vores arbejdsdag går ud på at sidde og drikke kaffe!
Jeg har helt ondt i maven. Ondt i maven over at dette er vores arbejdsvilkår