ULLA HAR VAERET MIN ENGEL
LAERER VAR 11-ÅRIGE JINOS REDNING: Drømme-integreret var så heldig at komme til en lille jysk provinsby i 2002 – og ikke til en ghetto i dagens Danmark
Jino Doabi har tårer i øjnene. Der er pludselig helt stille i den 26-årige kvindes lejlighed på Kultorvet i København. En topmoderne, minimalistisk hule, som hun deler med Peter. Han er entreprenør, paeredansk og hendes kaereste.
Spontant raekker hun ud efter en 76-årig kvinde, der sidder lige ved siden af hende. Ulla Hoydal blinker og trykker sin gamle folkeskoleelevs hånd:
– Ulla har vaeret min engel. Hun holdt hånden over mig, da jeg var lille, siger Jino Doabi, der er en vaskeaegte integrations-succes.
Den kurdiske kvote-flygtning taler klingende dansk, har masser af danske veninder og begynder på statskundskab ved Københavns Universitet i 2019.
Ramt af fremmedhad
I svaere situationer har Jino Doabi altid kunnet ringe til lederen af hendes intro-klasse ved Skaerbaek Skole.
– Ulla er der stadigvaek, når jeg mister troen på Danmark. På det gode i politikerne, der alt for ofte skaber splittelse og saetter en frygt i danskerne. Det var hende, der laerte mig at vaere dansk. Whau, hvor er jeg heldig, at jeg blev modtaget, som jeg gjorde dengang, og over at jeg har haft dig, Ulla, siger Jino Doabi.
Det er førte gang, Ulla Hoydal besøger sin gamle elev i København. Den samme følsomme pige, hun laerte at kende i 2002.
Dengang var Jino Doabi lige ankommet til Danmark med sin far, mor og lillebror, flere år efter at vaere flygtet til Tyrkiet for undslippe Irans praestestyre.
Jino Doabi spørger mange år senere sig selv, om hun ville vaere blevet lige så godt integreret i Danmark, hvis hun var kommet til landet som en 11årig i dag uden begreb om jul, flaeskesteg, folkedans og det danske sprog.
– Vi ville sikkert vaere blevet anbragt i en ghetto, og jeg ville hurtigt vaere blevet hårdt ramt af den fremmedhadske holdning, mange danskere har. Det ville gøre ondt, og jeg ville nok ikke få de naere danske veninder, som jeg har nu, vurderer Jino Doabi.
Drøm blev virkelighed
Sådan gik det ikke. Jino Doabi og hendes familie kom en mørk vinter-aften i 2002 direkte med bus til sønderjyske Skaerbaek. De flyttede ind i et kvarter fyldt med danskere. Kun et dusin ud af byens 3000 indbyggere havde udenlandsk oprindelse.
Skaerbaek var virkeliggørelsen af en drøm for Jino. Det var lokalsamfundet også for hendes arkitekt-far, som havde oplevet tortur som politisk fange i Iran, og hendes mor, der nød at kunne optraede uden tørklaede.
Jino kom i en Ulla Hoydals intro-klasse med op til fire andre flygtningebørn. Dansklaereren satte alt ind på at introducere børnene til Danmark.
Og der var fra første dag taet kontakt mellem skolen og hendes foraeldre.
Begyndte at tvivle
I løbet af få måneder var Jino en del af et fodboldhold og staerkt nok kørende til at få undervisning i en almindelig 4. klasse. Siden har hun ikke set sig tilbage.
– Danmark er blevet mit land. Det er mit hjem. Jeg elsker Danmark, og jeg føler mig dansk, siger Jino Doabi.
Men noget gik i stykker i 2015. Jino Doabi så billeder af fortvivlede børn i krigen i Syrien.
Hun oplevede, at danskerne sagde nej til flere kvote-flygtninge.
– Jeg taenkte: Det er løgn. Det var der, jeg begyndte at tvivle på det gode i danskerne. Det rører mig dybt, at der nu er børn, der ikke får samme gode behandling, som jeg fik. Vi er SÅ utroligt privilegerede. Vi kan få lige, hvad vi ønsker os. Vi har adgang til alle informationer, og alligevel siger folk ’nej’ og ’slut’, fordi de er uvidende og bange.
Ulla er der stadigvaek, når jeg mister troen på Danmark
Det rører mig dybt, at der nu er børn, der ikke får samme gode behandling, som jeg fik