ULIDELIG MUSESKADE
Platinplader og stadionshows i stribevis har gjort Muse til et af klodens største rockbands.
På ’Simulation Theory’ lyder de også som et af planetens vaerste.
Det enerverende orkesters primaere sangskriver, Matt Bellamy, har brugt de seneste par årtier på at klone Queen, Pink Floyd og Radiohead i et futuristisk pseudounivers, og det fortsaetter han ufortrødent med på studiealbum nummer otte, der dog fremstår håbløst gammeldags og gumpetungt selv for Muses suspekte standard.
Har mistet evnen
Den engelske trios sans for science fiction er som et defekt arkadespil i et støvet hjørne af en glemt grillbar, men veteranernes altoverskyggende problem er, at de har mistet evnen til at skrue et effektivt rocknummer sammen.
Hårdtpumpede sange som ’The Dark Side’, ’Pressure’ og ’Blockades’ savner basal gennemslagskraft, dynamik og medrivende riffs i et for Muse så typisk overbombastisk lydbillede, hvor man leder forgaeves efter substans og naervaer under den overflade.
Bellamys klagesang tangerer en latterlig parodi af Thom Yorke, og frontmanden er underligt akavet i et kikset forsøg på at vaere funky i stil med Prince på blankpolerede atypiske ’Propaganda’, der er omtrent ligeså aeggende som et råddent aeg.
Momentvis skruer Muse lidt ned for de pompøse tendenser på ’Something Human’, der drives frem af akustisk guitar, men man sidder tilbage med en udsigtsløs fornemmelse af, at de også ville vaere enormt irriterende, selv hvis volumen stod på nul.
Millioner af rockfans har sjaeldent taget så meget fejl.