VI ER DANMARK, LØKKE
Kaere statsminister
For over 30 år siden flygtede mine foraeldre fra krigen i Afghanistan. Efter fire-fem år i Danmark troede de stadig, at de snart skulle hjem til en tilvaerelse i Afghanistan. Min far har fortalt mig, at det netop var i disse år, at han oplevede de største bekymringer i sit liv, og han var i saerdeleshed bekymret for os børn og vores fremtidsmuligheder.
Mine foraeldre valgte, at vi skulle tilbage til Afghanistan, og at de skulle bygge landet op igen – han som ingeniør og hun som laege.
Men det gik op for dem, at tilstanden i Afghanistan
Mine foraeldres slid og slaeb har betalt sig. Vi er en dansk familie i dag
kun var forvaerret, siden de forlod landet. Og vi vendte tilbage til Danmark.
Den beslutning var endegyldig. Fra det øjeblik besluttede mine foraeldre sig til, at Danmark var deres nye hjem.
De knoklede for at få danske papirer på deres uddannelser og komme i job. De arbejdede benhårdt for at saette sig ind i danske regler og normer. Og jeg har ALDRIG hørt mine foraeldre beklage sig. Mine foraeldres slid og slaeb har betalt sig. Vi er en dansk familie i dag.
Taenk, hvis der dengang havde vaeret en statsminister, der havde fortalt mine foraeldre, at uanset hvor godt integrerede de eller deres børn blev, så ville det vaere det moralsk rigtigt at sende dem ’hjem’ igen – selvom deres hjem nu var Danmark.
Så var min familie nok aldrig blevet dansk – hverken på papiret eller i hjertet.
Min familie er ikke enestående. Mange familier med flygtningebaggrund har gjort som mine foraeldre. De har taget Danmark til sig.
Og vi børn?
Ja, vi er ikke anderledes, end dine børn er. Vi taenker og drømmer på dansk. Vi har håb og ambitioner. For os selv. Og for Danmark.
Vi er din buschauffør, din psykolog, din socialrådgiver, din lokale kioskmand. Vi er din nabo, din kollega og din ven.
Vi er Danmark. Skulle der virkelig ikke vaere plads til os?