Pape Poulsen valgte magt over sammenhold

Du skriver om det manglende nordiske samarbejde i EU og er isaer vred på svenskerne for mangel på solidaritet med Danmark.

Du skriver ikke, at de danske konservative i hvert fald svigter de andre nordiske lande, når Pape som eneste nordiske partiformand går sammen med Viktor Orban og Merkel og støtter den tyske højrefløjspolitiker Max Weber som formand for EU-Kommissionen i stedet for den forhenvaerende finske statsminister Alexander Stubb.

Alle andre nordiske lande støttede ham – Sverige, Norge, Finland og de baltiske stater. De danske konservative ville hellere vaere sammen med Orban og CSU. Så hvem er det, der svigter hvem?

Venlig hilsen Frederik Theilmann, Charlottenlund

Kaere Frederik

Du har principielt ret i din kritik. Jeg undrede mig også over det manglende nordiske sammenhold ... og så alligevel ikke.

Forklaringen er, at Max Weber, som formand for EPP-gruppen (de konservative og kristeligedemokrater) i EU-Parlamentet, har haft et godt samarbejde med de danske konservative blandt andet om redningen af det danske realkreditsystem, der var ved at støde på grund i ny EU-regulering. De danske konservative har altså opnået helt konkrete resultater gennem CSU-politikeren Weber.

Søren Pape har lavet den kalkule, at Max Weber under alle omstaendigheder ville blive valgt som ’Spitzenkandidat’ til kommissionsformandsposten (han har vaeret Merkels favorit), og at det kunne vaere i dansk interesse at holde sammen med Weber frem for en finsk kandidat, der nok havde nordisk støtte, men ikke mange andre bag sig. Ved mødet i EPP i Helsinki i begyndelsen af november vandt Weber med 80 procent af stemmerne – herunder de danske. Så de danske konservative valgte europaeisk magtpolitik frem for nordisk sammenhold.

På den måde har du ret i kritikken, som bare bekraefter mit hovedpunkt: At nordisk samarbejde som alternativ til EU er uden realiteter. Men det er ikke svenskernes skyld alt sammen.

Venlig hilsen Hans

Det kunne vaere i dansk interesse at holde sammen med Weber frem for en finsk kandidat, der nok havde nordisk støtte, men ikke mange andre bag sig