Arktis – fremtidens slagmark
såsom olie og råstoffer på og under havbunden – men ikke i vandmasserne.
Men i forbindelse med kapløbet i Arktis finder jeg først og fremmest USA og Rusland interessante. Og mange gaetter sikkert på, at det er USA – fortsat klodens eneste supermagt, ikke mindst militaert – der dominerer kapløbet. Men det er ikke tilfaeldet. I Arktis dominerer Rusland. Og det er der sikkert mange grunde til, men saerligt én er vaesentlig: tunge isbrydere. Tunge isbrydere er den største og kraftigste type isbryder, som er i stand til at bryde igennem den tykkeste is. Kun USA og Rusland har tunge isbrydere.
DET ER DEN AMERIKANSKE
kystvagt, der sorterer under militaeret, som driver flåden af isbrydere, og den er ikke just noget at prale af. I alt taeller den seks aeldre skibe, hvoraf kun tre er i kategorien tunge. Den ene anvendes primaert som forskningsskib, den anden ligger i tørdok og bliver kannibaliseret for at holde de to øvrige isbrydere operative. Så den amerikanske isbryder-flåde taeller i praksis kun én tung isbryder og fem mindre kraftige.
Den russiske isbryder-flåde er anderledes talstaerk og af betydelig yngre dato. Den taeller 46 skibe, hvoraf seks ikke alene er tunge isbrydere, men også atomdrevne (amerikanerne har ingen atomdrevne). Derudover er russerne ved at bygge 11 isbrydere, heriblandt den atomdrevne ’Arktika-klasse’, der med sine 33.000 tons vil vaere tre gange så tunge som amerikanernes største. I tillaeg til sin allerede formidable isbryder-flåde planlaegger russerne desuden at bygge atomdrevne isbrydere i ’Leader-klassen’, der vil veje 71.000 tons (et amerikansk hangarskib i Nimitz-klassen vejer omkring 100.000 tons).
OGSÅ KINESERNE ER
ambitiøse, når det gaelder Arktis. I de seneste år er Kinas og Ruslands forhold blevet bedre og bedre, og Kina har for nylig annonceret, at de er ved at udvikle deres første atomdrevne, tunge isbryder. Den vil give dem mulighed for at transportere kommercielt gods igennem Arktis og i øvrigt få fodfaeste i regionen med henblik på udvinde råstoffer.
MEN HVORFOR ER AMERIKANERNE
så fodslaebende, når det kommer til deres strategiske interesser i Arktis? Der er sikkert mange svar herpå – ét af dem har givetvis med økonomi at gøre. Selvom USA spenderer langt flere penge på sit militaer end nogen anden nation, har det også et langt større fodaftryk end dets konkurrenter. Ikke alene fører amerikanerne dyre krige rundt omkring på kloden, men deres militaer tjener også som en stabiliserende faktor i mange regioner med deres troppetilstedevaerelse, fly- og flådebaser osv.
SÅ DET AMERIKANSKE MILITAER
er en uhyrlig bekostelig affaere, og måske har kystvagten ikke haft luft i budgettet til at bygge nye, tunge isbrydere, der hver koster omkring syv milliarder kroner. Og måske har de militaere ledere prioriteret igangvaerende krigsindsaettelser i stedet frem for nye isbrydere. Om amerikanerne har sovet i timen, vil de kommende årtier vise.
OG HVAD ANGÅR DEN DANSKE
ansøgning om retten til udnyttelse af ressourcer på det 895.000 km2 store område i Det Arktiske Ocean, er det op til FN’s Havretskommission. Men under alle omstaendigheder er kapløbet om Arktis allerede skudt i gang.