Det er helt håbløst
’Håbet’ er endnu en hjaelpeløs omgang historisk fiktion fra den ene af landets tv-giganter
Medv.: Lars Brygmann, AninePetra Lindvig, Molly Blixt Egelind, Jon Lange m.fl.
BB
Instruktøren Christian E. Christiansen har aldrig til fulde indfriet forventningerne fra debutfilmen ’Råzone’ fra 2006 og Oscar-nomineringen for kortfilmen ’Om natten’ i 2008.
Et par mildt sagt ligegyldige gysere lavet i USA, hjalp ikke just på renoméet.
Han skal nok heller ikke forvente, at karrieren får et gevaldigt skub frem med TV2-serien ´’Håbet’, der kører over skaermen fire lørdage her i december.
Ekstremt skematisk
Han er dog ikke alene om miseren, for det helt store problem her er det ekstremt skematiske – på graensen til det ubehjaelpelige – manuskript ved Ina Bruhn.
Karaktererne er så endimensionelle, at ’Badehotellet’ naermest virker begavet i sammenligning, og replikkerne falder med samme naturlighed som i en reklame for Kinder Maelkesnitte.
Det betyder også, at selv en stabil kapacitet som Lars Brygmann virker fuldstaendig fortabt her.
Den eneste, der kan traekke sig ud med en vis vaerdighed i behold, er den debuterende Anine-Petra Lindvig.
Hun gør, hvad hun kan med det tarvelige materiale, hun har fået at arbejde med i rollen som Marie/ Martin.
Lidt surt, når man nu ellers elsker en god skipperskrøne. Men den her må man altså laengere ud på landet med.
Året er 1899. Vi befinder os på et fynsk børnehjem. Marie, hvis mor er død og sømandsfar er forsvundet, er netop blevet konfirmeret, og skal derfor ud at tjene som stuepige.
Hendes to små søskende bliver ved samme lejlighed bortadopteret til en kaptajn og dennes kone.
Usandsynlige sammentraef
Ved et af de usandsynligt mange sammentraef, som denne serie er så rig på, viser det sig, at kaptajnens skib, Haabet, skal til Kristiansand, hvor Maries far tilfaeldigvis sidst er blevet set.
Marie klipper lokkerne af, og kan nu åbenbart forveksles med en dreng, og får hyre på Haabet.
Han/hun er nederst i hierarkiet, men klarer i det
Den eneste, der kan traekke sig ud med en vis vaerdighed i behold, er den debuterende Anine-Petra Lindvig
store hele opgaverne med bravur. Ikke mindst taget i betragtning, at hun aldrig har prøvet det før.
Så går det ellers til både Norge og Island i jagten på den forsvundne far (som pudsigt nok hele tiden formodes at befinde sig lige der, hvor skibets rute går hen eller også er det omvendt), og Marie må en masse traengsler igennem.
Det bliver man dog ret hurtigt ganske ligeglad med, da historien aldrig letter sig over ugebladsnovelleniveau. Man ender med blot at aergre sig over, at hun blev reddet op af vandet i begyndelsen.
Ellers var man da sluppet for at spilde mere tid på det.