To er nu udvist hvornår er de Danmarks ansvar?
nyligt blev der afsagt to ganske markante udvisningsdomme. I begge tilfaelde blev der statueret udvisning, og i begge tilfaelde var landsretten nået til et andet resultat.
I den ene dom var der tale om en bandeleder, og i den anden var der tale om en Syrien-kriger. Den ene havde permanent opholdstilladelse, og den anden havde dansk statsborgerskab (dobbelt statsborgerskab). I begge tilfaelde var der tale om en endog meget spinkel tilknytning til udvisningslandet, og begge personer havde vaeret i Danmark hele deres liv.
var ikke sene til at komme, og som altid var det den gamle traver, der kom i anvendelse: ’Vi (Danmark) opdrog dem, så må vi også tage ansvaret, vi kan ikke tillade os at eksportere vores problemer’.
Det er et gammelkendt standpunkt, som har vaeret fremført siden slut-90’erne, men denne gang stoppede jeg op og taenkte laenge og tungt over det, for har det sin rigtighed?
har formodentligt gået i folkeskole – det naevnes i hvert fald i dommen. Ikke at der skulle vaere noget specielt ved hans skoletid, for han har ikke yderligere uddannelse, han har aldrig haft et arbejde, og det fremstår ganske klart, at hans største tilknytning til en dansk velfaerdsinstitution siden folkeskoletiden har vaeret til faengslet.
har gået på muslimsk friskole, han har aldrig haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet og ellers vaeret på offentlig forsørgelse siden 2011. Han er tillige ganske eksplicit omkring, at islam betyder alt for ham. Hvilket vel i denne kontekst må forstås, som at Danmark betyder ganske lidt for ham. Den ene har vaeret kriminel hele sit voksne liv – den anden er terrorist.
således, om disse to, hvis største og laengste tilknytning til den danske stat må siges at vaere faengsel for den enes vedkommende og jobcenteret for den anden, reelt er et produkt af Danmark?
Og endnu mere interessant er det, om man ved sine handlinger kan vise så eftertrykkeligt, at man ikke vil Danmark, at Danmarks ansvar således bortfalder? For mig er svaret på spørgsmålet, efter en del omtanke, ubetinget ja.
et faellesskab, men man må vaelge det til. Og der kan ikke vaere megen tvivl om, at begge ovenstående typer har brugt deres liv til at vaelge Danmark fra.
Og hvis de så med deres handlinger har vist, at de ikke ønsker at vaere en del af vores faellesskab, så er jeg efter megen omtanke nået frem til, at skider man så eftertrykkeligt i reden, må man også leve med, at de andre beboere i reden sparker en ud.
Det kan vi tillade os, fordi vi har ikke ansvaret for opdragelsen. Det er ikke alene Danmark, der har skabt dem. Vi har nok vaeret med, men det meste har de klaret helt og aldeles selv.
Skider man så eftertrykkeligt i reden, må man også leve med, at de andre beboere i reden sparker en ud
ved alle valg her i livet, og vaelger man fordelene ved dobbelt statsborgerskab, må man også leve med ulemperne.
Eksempelvis at man risikerer, at det ene faellesskab giver fem kolde taeer i bagdelen.