Ganske enkelt utrolig godt
The Prophet Speaks (Caroline/ Universal) Ude fredag
BBBBB
Man tror, det er løgn. Og ikke sine egne ører.
Efter en stribe tomgangspraegede udgivelser genfinder Van Morrison gnisten på overrumplende og flere steder vildt sprudlende ’The Prophet Speaks’. Men ikke nok med det. Coveret prydes af et billede, hvor veteranen lettere bizart opfordrer en bugtalerdukke til at tie stille, og på den bemaerkelsesvaerdige skaering ’Ain’t Gonna Moan No More’ leger han sågar med myten om sig selv som uforbederlig gnavpot.
Det er ganske Og utroligt godt.
Men ikke nok med det. utroligt.
Titelnummeret markerer minsandten en klaedelig tilbagevenden til lyden af Morrisons mirakuløse hovedvaerk, ’Astral Weeks’, der udkom for hele 50 år siden.
Velkendt cocktail
Resten af albummet holder sig til den cocktail af soul, blues og jazz, legenden har dyrket på sine foregående tre udspil, men han mixer stilarterne mere veloplagt denne gang.
Tilsat overskud og entusiasme virker det, som om ’The Prophet Speaks’ er indspillet live i studiet, hvor Morrisons garvede ensemble swinger, så det er en fryd på isaer uimodståelige ’Gonna Send You Back to Where I Got You From’, ’Worried Blues/Rollin’ and Tumblin’’ og ’5 am Greenwich Mean Time’.
Repertoiret er en blanding af nye sange fra Morrisons fyldepen og klenodier af forbilleder som Sam Cooke, Solomon Burke og John Lee Hooker, men lige meget, hvad Van the Man synger, så får han det til at lyde, som om han har skrevet det hele selv.
Pragtfuld stemme
Oldtimerens versioner af ’Gotta Get You Off My Mind’, ’Love Is a Five Letter Word’ og ’I Love the Life I Live’ er lidt for standardiserede til at efterlade dybe indtryk, og alligevel holder han bare en musikalsk standard, der er garant for uomtvistelig klasse.
Den ofte så bistre ener fra Belfast lever op til sidstnaevnte titel med smittende engagement i sin pragtfulde stemmeføring, som mellem kreative fraseringer spontant bryder ud i et ekstatisk ’wauw!’, når man mindst venter det.
Nu er alt muligt.