Op med afgiften – hjaelp de fattige
Hver gang, vi spiser okse- lamme- og kalvekød, belaster vi klimaet. En fjerdedel af CO2-udledningen kommer fra fødevareproduktion, og produktionen af rødt kød vaerre end noget andet. Vi spiser hver cirka 150 kilo kød om året, og størstedelen af det danske landbrug går til produktion af dyrefoder. Vi danskere bidrager derfor aktivt til CO2udledning af drivhusgaser i atmosfaeren, og den globale opvarmning. Det er vi nødt til at gøre noget ved.
Alternativet vil afspejle kødforbrugets klima-aftryk i den pris, vi betaler for rødt kød, og har derfor stillet forslag om at indføre klimabidrag på 17 kroner pr. kilo rødt kød. Det vil forhåbentlig få forbrugerne til at købe faerre røde bøffer og producenterne til at producere mindre rødt kød og på sigt omlaegge den danske fødevareproduktionen.
For at dette klimabidrag ikke får en social slagside, foreslår vi, at en del af overskuddet fra klimabidraget øremaerkes til de fattigste danskere. Derved kompenseres de fattigste og skal ikke betale for gildet.
Er der bare en milliard i overskud, kan den anvendes til at tilbagerulle hele kontanthjaelpsloftet. Hvad er der galt med de danske plejehjem? Adspurgt vi de fleste nok sige, at dem vil de for enhver pris undgå. Og hvorfor det?
Det, der skulle vaere en vaerdig afslutning på et liv og en tryg aflastning for familien, har efterhånden fået et ry som et helvede på jord. Og dette helvede praesenterer sig i mange former.
Min ven Poul, 88 år gammel, endte på et plejehjem på Frederiksberg.
Han var åndsfrisk til det sidste – i en grad, så ’priorinden’ måtte bede ham huske på, at dette her (plejehjemmet) kun var til for svage og demente og ikke for rebeller. Han blev således hurtigt klar over, at det var ham, der var til for plejehjemmet.
Når vi tog en taxa tilbage til plejehjemmet, kunne jeg se, hvor lykkelig han var, og hvor dejligt det havde vaeret at maeske sig
Poul – fysisk elendig, men psykisk absolut intakt og online med smartphone og det hele – fik at vide, at her gjorde man, som der blev sagt.
Jeg kom tre gange ugentligt og hentede ham i kørestol og taxa til smovserier på spisesteder, hvor vi fik højt belagt smørrebrød med både øl og op til flere snaps til.
Den slags udsvaevelser var ’priorinden’ ikke meget for. Det var, som hun udtrykte det ’ikke godt for Poul’.
Den lader jeg altså gerne stå et øjeblik. Hvad var der galt med det? Poul fik et par fine ugentlige kicks, gourmet som han var – for egne penge.
Når vi tog en taxa tilbage til plejehjemmet, kunne jeg se, hvor lykkelig han var, og hvor dejligt det havde vaeret at maeske sig i røget laks og snaps i selskab med en god ven.
Jeg fik som Pouls ven at vide, at den slags udflugter ikke var velset
– jeg skulle jo også taenke på de andre, der ikke fik den slags udflugter, og som derfor blev jaloux.
Jeg forklarede den fornaermede ’priorinde’, at det altså ikke var mit problem, men fik den besked, at mit samvaer med Poul fremover ikke mere var ønskeligt.
Den udmelding slap hun dog ikke godt fra.
Vi fik en kammeratlig samtale, der endnu runger mellem plejehjemmets vaegge.
Udfaldet af den ophedede retorik fik Poul desvaerre ikke meget ud af, for han døde stille og roligt et par dage senere – lykkelig i forventningen om den naeste udflugt ned i byen med skarpt sigte på snaps og flaeskesteg og røget laks med røraeg.
Men hvor er det dog fattigt, at vi ikke under de gamle den slags ...