Ditte Okman
Hvis han var 11 år, ville jeg forstå det – men 23! Ekstra Bladets tv-anmelder er paent traet af curlingbørn – og måske isaer deres foraeldre
dårligt åbne et dagblad eller foraeldremagasin uden at støde på den konstante debat om curlingbørn – om den uduelige foraeldregeneration, der skriver ansøgninger for deres unger og ringer til universitetet og brokker sig, når Malte er dumpet. De foraeldre, der kører ungerne til Roskilde Festival, og henter dem igen, når de er smurt ind i eget opkast. Og måske andres.
Hvad er det for en generation, vi er ved at skabe?
Det kan vi nu se i noget dejligt forarger-tv ’Skrub af skat’ på TV2, hvor vi møder Daniel, Maria og Oliver – tre forkaelede unger og pragteksemplarer på curling-faenomenet – og deres saert ubekymrede og serviceorganiske foraeldre.
To skvat, der på ingen måde har fattet, at de er ved at forme en taber
Saerligt Olivers indifferente tilgang til livet og alle mennesker omkring ham får én til at taenke, om opdragelse virkelig kan fucke et rigtigt menneske så meget op? Kan forkaelelse afstumpe?
på 21 år snyder helt kalkulerende en sambo for valg af vaerelse? Spiser sine samboers mad uden tilladelse med et ligegyldigt skuldertraek, sviner, orker ikke at søge bolig og siger sit job op, fordi han ikke ved, hvordan man gør?
Hvis han var 11 år, ville jeg forstå det – men 23?
Han gider ikke engang hjaelpe sine roommates med deres faelles middag, fordi han lige skal suge sin milkshake faerdig. Faktisk bevaeger han kun sit i øvrigt paent store legeme op af sengen, hvis han skal på vandpibebar eller hjem til mor og få vasket tøj.
virker som to skvat, der på ingen måde har fattet, at de er ved at forme en taber.
Det eneste, der kan redde ham, er formentlig hans 100 procent asshole-agtige indstilling til livet.
Kombinationen ’ligeglad’ plus ’asshole’ er jo i enkelte dele af livet ikke en dårlig ting. Man kan godt overleve på at vaere et røvhul. Hvis det er stort nok. Man kan for eksempel saelge produkter, ingen kan bruge til noget eller starte virksomheder, der har en levetid på måske et år.
Man kan altid ’scamme’ sig frem.
Oliver eller hans foraeldre hanker op, er det mit gaet, at han ender med at stifte netbutikker med skiftende navne, der saelger plastikragelse til overpris og ender med at lukke, fordi Forbrugerstyrelsen jagter virksomheden, som vil vaere nået til det niveau, hvor den haever folks penge uden at sende det bestilte.
Nå, men vi får at se, hvem der fremover skal betale hans i øvrigt mega-kiksede, dyre designersko; naive teenagere – eller mor og far.
indgår også Maria og hendes alt for søde mor, der kommer med madleverancer. Hun er faktisk den eneste, der ser eksperimentet som en reel mulighed for at skabe sig et liv uden for mors skørter og fars beskyttende pengepung. Som den første finder hun sig en bolig og starter på egne ben. Til egen udelte fornøjelse. For det er jo faktisk meget fedt at vaere voksen. Ikke mindst fordi man bestemmer alting selv.
skal i en alder af 23 vaere far. Det håndterer han ved at drikke sig bankestiv ved enhver given lejlighed – med vis forståelse herfra. Livet kan vaere overvaeldende. Isaer som voksen. Men også han glider ind i den ansvarsfulde del af livet, da han opdager, at han skal.
Man plejer at sige, at små
stakkel,
børn er små problemer, mens store børn er store problemer.
Som mor til to ret små børn og naesten ingen problemer omkring dem, må jeg sige, at jeg efter disse programmer har laert, at store børns store problemer altså ikke bliver mindre af, at mor og far fejer vejen for dem.
For de bliver både decideret dummere, mindre empatiske, og isaer bliver de deres egen største fjende – lige indtil mor og far forstår deres virkelige opgave; at modne unger til selvstaendighed.