METTE F. MED GUMMIARM
PÅSTÅS, at politikere vil gøre alt for at DET fiske stemmer. I disse uger er Mette Frederiksen et omvandrende eksempel på det modsatte. Den socialdemokratiske statsministerkandidat har således sandsynligvis netop misset et større antal krydser ved det kommende folketingsvalg. De lå ellers lige på den flade, hvis Mette Frederiksen ellers havde turdet vaere politiker mere end wannabe-statsmand.
Lige praecis det mod har svigtet hende i sagen om Marrakesh-aftalen. En sag, hvor hun nu har fået sig placeret i selskab med det finere politiske establishment snarere end hos vaelgerne.
undrer flere sig over, PÅ CHRISTIANSBORG at Mette Frederiksen ikke fastholdt Socialdemokratiet på den skeptiske linje, som partiet i første omgang indtog. I stedet valgte hun frygtsomt at gå på retraeten. Formentlig fordi hun blev angrebet af et akut tilfaelde af ’nu er jeg måske snart statsminister – derfor må jeg hellere fremstå ansvarlig’.
ER, at Løkke gerne – med henblik ÈN TING på sit videre karriereforløb – vil taekkes Angela Merkel og andre ’paene’ EU-ledere. Det er tydeligt, at det for Løkke er magtpåliggende ikke at distancere sig fra det gode selskab, der om kort tid muligvis kan løfte ham videre til en international toppost. Løkke argumenterer ganske vist med, at Marrakesh-sagen handler om en at skabe faelles regler om migration; realiteten er nok snarere, at Løkke gerne vil fastholde Danmark blandt duksene i det internationale diplomati.
Langt mere maerkvaerdigt er det, at Mette Frederiksen, allerede inden hun overhovedet har sat sig i statsministerstolen, er så optaget af at score morakkerpoint blandt udenlandske statsledere – og at hun ikke griber den oplagte mulighed for at distancere sig fra en statsminister, der synes forhippet på at gøre sig på de bonede gulve med sine europaeiske bonkammerater.
i sidste uge lå det ellers i kortene, SÅ SENT SOM at Socialdemokratiet ville udfordre Lars Løkke på hans faste beslutning om, at Danmark skal tilslutte sig Marrakeshaftalen. I første omgang kaldte Mette Frederiksen aftalen for ’betaenkelig’ og lagde dermed op til at indtage en skeptisk linje. Men pludselig vendte hun på en tallerken og erklaerede, at sagen er ’for vigtig til politisk drilleri’, som hun ansvarligt udtrykte det.
Hvorfor egentlig det, Mette Frederiksen? Hvornår er det blevet en oppositionsleder og statsministerkandidats opgave at hjaelpe statsministeren ud af en penibel klemme?
FORLANGER, at Socialdemokratiets INGEN leder definitivt afsvaerger internationalt samarbejde om immigration, men det forekommer aparte, at hun ikke i det mindste har placeret sig på det synspunkt, at Danmark skal forlange en taenkepause – frem for at underskrive her og nu. Det ville have flugtet smukt med en andre sammenlignelige lande – og i øvrigt have skabt noget af den kant til Løkke, som Mette Frederiksen mildt sagt ikke har for meget af her kort før folketingsvalget.
Hendes forklaringsproblem bliver kun større af, at de kritiske røster mod Marrakesh-aftalen dag for dag bliver stadig kraftigere – samtidig med at Socialdemokratiet nu altså så tjenstvilligt spaender et sikkerhedsnet op under statsministeren. For det er altså ikke kun Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, som er kritiske. Det er også et fortegnet billede, som Løkke af indlysende grunde gør alt for at fremme, at den folkelige protest skyldes ’robot-trolde’ på de sociale medier.
ER, at en lang raekke andre SANDHEDEN
EU-lande er imod, ligesom også Australien og USA er det. Og det kan heller ikke tilskrives internet-trolls, at den interne opposition til statsministeren vokser. Inger Støjberg har tydeligt tilkendegivet, at aftalen ikke er hendes kop te. Venstre-folketingskandidat og tidligere Berlingskeredaktør Anna Libak har også markeret sig med kraftige reservationer. Laeg dertil, at flere store medier – blandt andre Jyllands-Posten – har udtrykt skepsis over Marrakesh-aftalen.
Pludselig vendte hun på en tallerken og erklaerede, at sagen er ’for vigtig til politisk drilleri’
havde holdt fast, ville HVIS FREDERIKSEN hun have stået som politikeren, der turde stå fast og ikke var til fals for logikken på de bonede gulve. Tilmed i en sag, hvor mere og mere tyder på, at sagen forholder sig noget mere nuanceret, end hvad statsministeren har forsøgt at binde os alle sammen på aermet.
Om Frederiksen ligefrem ville kunne have skovlet stemmer ind, kan man selvfølgelig aldrig føre sandhedsbevis for. Men hun må godt nok vaere sikker på at vinde, når hun end ikke gør forsøget.