DØMT TIL DØDEN AF ISLAMISTER FOR AT TEGNE –nugørhandetigen

– Folk tør ikke udstille mig. De er skrækslagne, siiger tegneren Lars Vilks, der er tilbage med Muhammed- hunden i en ny bog

Islamister slår ihjel på grund af den. Så vi bringer ikke svenske Lars Vilks’ nye tegning af profeten Muhammed som en hund i Ekstra Bladet.

Han tegnede den for 12 år siden og fik en fatwa, en dødsdom, nedkaldt over sig. Og nu har han gjort det igen i en ny bog.

– Ja, jeg har tegnet den igen. Teksten bag tegningen handler jo om det her med, at hunden står der på redaktionsbordet hos medierne nu. Den er ligesom bare flyttet ind. Og I skal finde ud af at håndtere den. I kan godt se, at det er news, men hvordan skal I nu forholde jer, siger 72- årige Lars Vilks og smiler.

Dette interview foregår på femte sal hos forlaget Pressto. Under beskyttelse af Politiets Efterretningstjeneste, PET.

Næste torsdag – på årsdagen for terrorangrebet på Krudttønden samt Synagogen i København, hvor filminstruktør Finn Nørgaard og vagt Dan Uzan begge blev dræbt – udkommer bogen ’ 30 fortællinger om frihed, fatwa og kærlighed’.

Krøb i skjul sammen

Den indeholder tekster skrevet af den danske forfatter Helle Merete Brix og blindtegninger af Lars Vilks. Det vil sige tegninger, hvor han ikke ser på papiret, mens blyanten føres. Hunden tager man dog ikke fejl af.

Lars Vilks var målet for terroristen Omar el- Hussein på Krudttønden i 2015. Helle Merete Brix var ordstyrer ved arrangementet om ytringsfrihed. De krøb i skjul sammen.

– I bogen beskriver Helle angrebet på Krudttønden. I ligger under et bord, og du begynder at fortælle vittigheder.

– Arh, jeg kommer med en refleksion sådan a la: ’ Man siger, at livet slutter efter 70 år, men det lader det ikke til lige nu’. Det sagde jeg. Men som jeg ofte har sagt, var terrorangrebet nærmest en lettelse for mig, da det først skete. – ’En lettelse’, hvordan?

– Jamen, jeg havde jo den her meget dyre beskyttelse allerede inden, som mange fandt helt unødvendig. Mange mente, at det var overdrevet. Krudttønden viste, at det var virkelighed. Det var en lettelse, for så behøvede jeg ikke forklare eller forsvare noget. Kritikken forsvandt.

– En af fortællingerne hedder ’ Refleksioner fra den intellektuelle lejr’. ’ Man skal ikke provokere unødigt’, siger den intellektuelle i teksten. Hvad siger du til det?

– Nu er det jo sådan, at da jeg lavede den tegning, havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, hvor stor opmærksomhed den ville få. Det var jo bare en lille, ironisk tegning. En lille kommentar til de danske Muhammed- tegninger kombineret med en debat i Sverige om rundkørselshunde – at det var blevet en sport at stille figurer af hunde op i rundkørsler. Desuden har kunst jo altid kritiseret religion og hellighed. Men at tale om, at jeg provokerer, er jo at vende sagen på hovedet.

– Hvordan?

– Det er at gøre tegningen til problemet. Vi har jo ytringsfriheden. Man må sige og skrive og tegne, hvad man vil. Også hvis det er dumt, ukvalificeret eller provokerende. Det er pointen. Og så kan man tilføje det ene og det andet perspektiv. Og når man tillægger mig motiver bagefter, som jeg aldrig har haft, og man siger, at jeg skal huske på, at ytringsfriheden er ikke alt, og at der er mennesker i verden, der ikke har vores oplysningsniveau, og så videre og så videre. Jamen, jeg kan i det store hele godt forstå, at man er pragmatisk, men det betyder jo ikke, at man altid skal være det. Man skal holde fast i, at ytringsfriheden er absolut.

De er skrækslagne

– Hvornår har du sidst udstillet?

– Det er længe siden. Jeg har arbejdet med at publicere i bøger. Folk tør ikke udstille mig. De er skrækslagne. For en måneds tid siden var der en gallerist i Stockholm, der var vældig entusiastisk og gerne ville udstille mig. Der gik en uge, så vendte han tilbage og sagde: ’ Jeg beklager. Jeg kan ikke alligevel. Min familie, mine medarbejdere, du ved, jeg ville gerne støtte dig, men desværre’. Det er sket en del gange. – Ingen tør udstille dig?

– Nej, det fotografiske museum i Stockholm inviterede forskellige politiske partier til at udstille. Partierne måtte selv komme med billeder. Sverigedemokraterna valgte at tage et foto af min tegning med hunden og begrundede det med, at i et fremtidigt Sverige syntes de, at man burde kunne udstille sådan et billede. Og så sagde museet nej.

– Forstår du dette nej? Forstår du, at man ikke tør, og siger, at det er ikke det værd?

– Javist, det forstår jeg. Jeg for- står, at museet må sige, at de må tænke på personalet. Problemet opstår jo hele tiden. Jeg tror dog, risikoen overdrives. Og den kan også kontrolleres på forskellig vis. Men den er der, og det er frygten bestemt også.

– Hvordan lever du i dag?

– Jeg har beskyttelse døgnet rundt. Jeg kan ikke bevæge mig nogen steder uden min entourage. Jeg kommer med hele banden så at sige. Det er kompliceret at skulle uden for døren, fordi det skal planlægges, der er procedurer. Men jeg prøver at gå ud en gang om dagen.

– Men har fundamentalisterne så ikke vundet – du kan ikke udstilles, du må beskyttes døgnet rundt, din frihed er taget fra dig, vi medier vil ikke trykke dig – har de så ikke vundet, så det er dem, der bestemmer?

– Jo, det er klart, at det ikke er optimalt, men samtidig vil jeg omvendt sige, at jeg stadig kan gøre, som jeg vil, om end det er besværligt, fordi jeg har denne her fantastiske beskyttelse fra samfundet. Det er jo det demokratiske samfunds svar på truslen.

– Men du kan ikke offentliggøres, censuren virker. Denne lille bog er så noget af det første ...

– Ja ja, men husk lige på, at det også er en spænding, der er blevet bragt ind i mit kunstneriske virke på en måde. Så jeg må bare sige, at nu er alt, hvad jeg foretager mig, ligesom blevet en del af værket. Du sidder og snakker med mig her, og vi står under beskyttelse, så nu er du også en del af værket. Det er jo interessant for en kunstner.

– Hvad mener du?

– Altså, jeg kan da tænke, at et liv uden fatwa ville måske være lidt mærkeligt. Den er blevet en del af min personlighed. Det er 12 år nu. Det skaber jo en profil. Ham der fra for 12 år siden, hvem var det? Jeg kan dårligt nok huske den person. Nu lever jeg jo på en helt anden måde på grund af konsekvenserne.

Resten af livet

– Men du har tegnet Muhammed som hund igen. I udgiver den i bogen her. Hvad er jeres forventning?

– Vi ønsker jo at neutralisere ting og sager, fordi proportionerne er blevet urimelige. Jeg kan ikke udstille, og der er stor skræk, og man synes, det hele er meget farligt. Men der er måske en større risiko for, at du går ud på gaden her i København og bliver kørt over af en bil.

– Men I udgiver bogen på årsdagen for fatwaen mod Salman Rushdie og årsdagen for angrebet på Krudttønden i København. Det er jo det modsatte af en neutralisering?

– Ja, det er selvfølgelig, fordi vi synes, at det er vigtigt at gøre opmærksom på, at problemet er ikke overstået. Der er stadig fatwaer. Har du først fået sådan en, må du leve med den resten af dit liv, siger Lars Vilks.

Vi bringer som sagt ikke tegningen af hunden her. Af samme grund. ’ Vold virker’, som Jyllands- Posten konkluderede i en leder, der opsummerede Muhammed- tegningerne. Men hunden ligner sig selv, kan vi oplyse. Det gør alt i det hele taget her 12 år, to terrordræbte danskere, flere attentatplaner mod Jyllands- Posten og ’ 30 fortællinger om frihed, fatwa og kærlighed’ senere.

Det er alt sammen, som Vilks siger, blevet en del af værket.

Da jeg lavede den tegning, havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, hvor stor opmærksomhed den ville få

Man må sige og skrive og tegne, hvad man vil

Jeg kan ikke bevæge mig nogen steder uden min entourage