Dommen: Uden Blachman var der ikke noget program
– Nu er det jo ikke fredagsunderholdning – det er alvor, det her.
Det er egentlig ret sødt, som Thomas Blachman bliver ved med at nægte at anerkende den kontrakt, han er ansat på.
Eller også lader han bare som om.
Han er jo udmærket godt klar over, at det mest underholdende ved den såkaldte ’5 Chair Challenge’ ( hvad blev der af det gode gamle danske ord stoleleg?) er, når der skal skiftes ud blandt deltagerne.
Derfor fik de fem første af hans ti deltagere i + 23 årkategorien da også fluks en stol for derved at skabe mulighed for flest mulige rokeringer.
Men selvom Blachman stensikkert er bevidst om, at han er et hjul i underholdningsmøllen, er han stadig i stand til at levere guldkorn, som de andre dommere slet ikke har fantasi eller format til at kunne forestille sig. Aftenens perle lød:
– Hvis folk kan lide det, må det jo være godt. Det er derfor, der er så meget lortemusik derude.
Det er så sandt, som det er sagt.
Men han har det ikke kun i munden. Også med sine valg træffer han beslutninger, som det vist kun er ham selv, der kan se eller høre logikken i. Som for eksempel at beholde en deltager, der sang både skingert og falsk. Ovenikøbet i to forsøg. Derfor kan man ikke andet end at holde af ham.
Jeg har sagt det før, men gentager helt i programmets ånd gerne mig selv: Uden Blachman var der ikke noget ’ X Factor’.
I hvert fald ikke som vi kender det. Den mand er en gave til enhver tv- skærm. Hvilket der næppe er nogen, der er mere bevidste om end ham selv.
Det samme kan man ikke sige om hans to med-/ moddommere, der er nogenlunde lige så interessante som en lilleputkamp, hvor ens egne børn ikke spiller med.
Og det er stadig den største udfordring for denne 12. sæson af ’ X Factor’: Der er reelt kun en deltager, der er værd at være i selskab med.
Man kan håbe, at det ændrer sig, når vi fra næste uge komme med i bootcamp. Det kan kun gå fremad.