Cameron: Jeg må bare gøre mit bedste

Cameron Vandenbroucke var seks år, da hun begyndte at dyrke atletik.

Den lange, spinkle pige ville løbe, og hun løb så hurtigt, at hun i de følgende år flere gange blev belgisk mester og deltog i de europæiske mesterskaber, fortæller hun.

Som 17- årig blev hun imidlertid kørt ned af en bil under træning, og hun nåede på grund af et komplice- ret brud i anklen aldrig tilbage til sit sædvanlige niveau.

Under genoptræningen cyklede hun for at holde sin form ved lige, og cykling er nu blevet hendes levevej.

Knyttet sammen af sport

Hun har skrevet kontrakt med Lotto- Soudal Ladies, selv om hun endnu ikke har kørt en fuld sæson på eliteniveau. Hun har endnu sit første professionelle løb til gode, så hun er usikker på, hvor hendes styrke ligger.

– Jeg tror, at min fysik passer til lidt af det hele – lidt som det var tilfældet for min far. Men jeg er ikke min far, og jeg har ikke hans talent. Jeg må bare gøre mit bedste, siger hun.

– Jeg knyttede tætte bånd til min far. Ikke mindst i kraft af sport. Han nød at komme til mine atletikkon- kurrencer, og jeg tror, at sport skabte en forbindelse mellem os, som aldrig forsvinder.

– Jeg var kun ti år, da han døde, og selv om jeg ikke var sammen med ham så meget, som andre børn er sammen med deres fædre, er det som om, at min samhørighed med ham kun vokser dag for dag, siger Cameron Vandenbroucke.

Vil blive i branchen

Sideløbende med sin professionelle karriere studerer hun medier, pr og kom- munikation på en højere læreanstalt i Tournai i det vestlige Belgien.

Drømmen er med tiden at blive pressechef på et professionelt cykelhold.

– Mine bånd til min far er kun blevet stærkere af, at jeg er begyndt at cykle og er blevet en del af det fællesskab, man finder i cykelsporten. Jeg vil gerne blive i den verden, siger Cameron Vandenbroucke.

Mine bånd til min far er kun blevet stærkere af, at jeg er begyndt at cykle