FULDSTÆNDIG AMPUTERET
Uden Thomas Blachman er ’ X Factor’ nogenlunde lige så underholdende som at sortere sokker
’ X Factor’
Sæson 12, afsnit syv TV2, 15. februar
Vi er nu nået til de såkaldte bootcamps, der denne gang foregår på Bornholm. Det
er som bekendt runderne, hvor de tre dommere skal lægge sig endelig fast på de tre deltagende, som de hver især ønsker at hive med til liveshowene. Altså dem, som de mener, giver dem de største vinderchancer.
Og der har man altså valgt at gemme det bedste ( eller det mindst ringe, alt
efter hvordan man nu ser på det) til sidst. Det vil sige på næste fredag. Jeg har før på denne plads plæderet for, at TV2 slet ikke kunne eller burde lave ’ X Factor’ uden Thomas Blachman, og man må sige, at gårsdagens udsendelse i den grad var det perfekte argument for det synspunkt.
For magen til tandløs underholdning skal man lede længe efter. Det meste af programmet gik med, at Ankerstjerne – der endnu ikke har sagt noget interessant eller blot tilnærmelsesvist tankevækkende i de første syv programmer – skulle barbere sine meget unge upersonligheder ned til de endelige tre.
Man kan redde meget ved hård klipning og stram redigering, men ikke at dette var nogenlunde lige så ophidsende som at rydde op i sine sokker. Det sidste tjener dog i det mindste et formål.
Når det så er sagt, så lur mig, om ikke både Live og Benjamin overlever de første runder. Førstnævnte på grund af sin barnlige charme og sidstnævnte, fordi han besidder en stemme, der over tid godt kunne udvikle en vis form for distinkt karakter.
Ankerstjernes kedsommeligheder blev kun afbrudt af Oh Lands næsten lige så ferske indledende runder, hvor de tre grupper, hun allerede havde udvalgt ( niveauet var ikke til fem blandt de deltagende kandidater), blev suppleret af to, som hun havde sammensat blandt de allerede afviste solister.
Den første af slagsen var pigegruppen Echo ( måske), der simpelthen gjorde dommeren berørt over sit eget valg.
Så var der da én, som følte noget ud over ren vantro over den kunstneriske armod, som vi var vidne til.
Ingen regner vel med musikalsk kant fra et program som ’ X Factor’, men når underholdningsværdien er så ikkeeksisterende for andre end de medvirkende selv, som det var tilfældet her, så kan man helt sikkert slå tiden ihjel på mindre kreperlig facon. Der var jo intet – som i absolut intet – at komme efter.
Magen til tandløs underholdning skal man lede længe efter