Mobning gjorde Linda syg
Da 56- årige Linda Piil Pedersen startede som tillidsrepræsentant i 2014, startede også en årrække, hvor hun følte sig mobbet. Til en begyndelse var det kun af én af Lindas medtillidsrepræsentanter. Det kom krybende, og hun følte, hun blev aet på kinden, men dolket i ryggen. Hun var for forvirret, over hvad der skete, til selv at se, at hun blev holdt udenfor. Men da en ny kollega blev ansat i 2016, tog det fart.
– På et møde sagde jeg faktisk højt, at jeg følte mig udenfor. Men der sagde de andre, at det ikke var rigtigt. Det fik mig til at tænke, at jeg tog fejl.
Kollegerne stoppede med at tale sammen, når de så, hun kom ind i rummet, og med tiden fik hun færre arbejdsopgaver, og hun fik ikke længere den samme information som de andre.
DET RESULTEREDE
i, at Linda var kørt helt ned i november 2016. Hun var i tvivl, om hun overhovedet duede til noget, og hun meldte sig til sidst syg i et år med ondt i maven, søvnproblemer, hovedpine og følelsen af kryb under huden.
En af de sidste episoder, der sendte Linda ud i en sygemelding, handlede om en kæmpe fyringsrunde, hvor tillidsrepræsentanterne skulle sidde med som bisidder. Hun skulle dog kun være bisidder for en brøkdel af samtalerne sammenlignet med sine to kolleger.
– Jeg syntes jo egentlig, jeg var rigtig god til at være tillidsrepræsentant. Men med mine kolleger følte jeg, jeg var rigtig dårlig til det, for jeg fik ikke nogen opgaver. Og blev jeg sat til noget, var det en ligegyldig opgave.
LINDAS KOLLEGER
fik hende til at tvivle på sine evner, og til sidste oplevede hun, at alle andre også syntes, hun gjorde et skidt job.
– Efter folk var blevet opsagt, skulle der afholdes møder, hvor der skal være en tillidsrepræsentant til stede. Vi var otte tillidsrepræsentanter, og der bliver holdt syv møder. Gæt, hvem der ikke skulle med til noget møde.
Følelsen af at blive mobbet var altødelæggende for Linda, men hun ignorerede alle signalerne, indtil det gjorde hende syg. I dag har hun erkendt, at hun ikke var dårlig til sit job, men at hun følte sig kørt så langt ned af sine kolleger, at hun på et tidspunkt selv troede på, at hun ikke var god nok.
Det var en forårsdag, da 34- årige Heidi Møller Madsen blev truet på jobbet som social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen. På grund af det lune vejr tænkte hun ikke, der var nogen grund til at have den sædvanlige arbejdsjakke på. Det var den demente borger, hun skulle besøge på et rutinetjek, ikke enig i.
– Han åbner døren, tager fat i en kæp ved døren, tager den op til min skulder og siger: ' Hvis du ikke har jakken på næste gang, du kommer, så slår jeg dig. Og jeg kan slå hårdt', fortæller Heidi om episoden i 2017, der skulle ændre hendes arbejdsliv fremover.
Hun løb tilbage til sin bil med pulsen helt oppe at køre. Hun havde kun én ting i tankerne, og det var, at hun skulle væk.
– Efter den episode kan jeg mærke, at hver gang jeg skal ind ad en dør hos en, jeg ikke helt ved, hvor jeg har, er jeg nervøs. Nervøs for, hvad der er på den anden side. Fra bilen får hun sin chef i røret, og senere får hun tastet hændelsen ind i et system. Men kun 14 dage senere skulle hun med hamrende hjerte ud til selvsamme borger.
– Jeg følte ikke, der blev gjort så meget ved det, og det har sat noget i gang i mig.
Det var ikke første gang, Heidi oplevede vold eller trusler om vold i forbindelse med sit arbejde med sårbare borgere. Men denne hændelse ændrede hende.
– Før det havde jeg også oplevet nogle voldelige episoder, men jeg har ikke ladet mig påvirke af det. Men fordi jeg netop ikke har fået det ud af kroppen, vil jeg vove at påstå, at det er den episode, der fik gang i det.
I dag arbejder Heidi et andet sted som social– og sundhedsassistent, hvor hun føler sig mere tryg.