Kræftkirurg: Folk dør mens vi venter
– Lungekræft er den kræftsygdom, der dræber flest. Flere dør af lungekræft end af tyktarmskræft, prostatacancer og brystkræft tilsammen, siger Jesper Holst Pedersen, thoraxkirurg på Rigshospitalet.
Han forklarer, at lægerne nu prøver at lave et forslag til Sundhedsstyrelsen om at få igangsat screening for lungekræft i Danmark.
Ansøgningen kan først afleveres om et års tid på grund af bestemte tidsfrister. Men den store beslutning skal træffes i Folketinget.
Stor beslutning
– Det er en stor beslutning. Så det gælder som for alle de andre nationale screenings- programmer, at det er en politisk afgørelse, siger Jesper Holst Pedersen.
Han forklarer, at hvis Sundhedsstyrelsen anbefaler det, vil politikerne se
på, om ressourcerne kan skaffes.
– Regner I med at få anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen?
– Jeg kan ikke forestille mig, at man overhører det. Screening er også et spørgsmål om de ulemper, der følger med. Det er ikke kun overlevelsesgevinsten, man skal se på. Men erfaringer fra både Europa og USA gør skanningen relativt sikker.
Danmark må med
– Der er ingen tvivl om, at screeningen er på vej. Når man har den viden, at det sænker dødeligheden, så kan man ikke vente i det uendelige med at indføre det. Mennesker dør af lungekræft, mens vi venter på at tage beslutningen, siger Jesper Holst Pedersen.
Han bakkes op af overlæge Peter Meldgaard fra Onkologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital.
– Man kommer ikke uden om, at det giver en overlevelsesgevinst, som er rigtig, rigtig stor. Og det er man nødt til at gå i gang med i Danmark, siger han til Ekstra Bladet.
– Vi har diskuteret det internt i lungekræftkredse på tværs af faggrupper. Både lungekirurger, lungemedicinere og lungeonkologer. Vi arbejder henimod at få det på dagsordenen nu. Også politisk. For det er en politisk ting.
– Hvis man virkelig vil rykke på lungekræft, så er det her, man er nødt til at sætte i gang. Vi kan gøre nogle raske. Men det er en stor politisk bøf.
– Det er finansloven, der skal dække det. Man kan ikke hive disse beløb ud af regionernes manglende budgetter. Det kræver en statslig indsats at indføre det.
Bakkes op
Hos Kræftens Bekæmpelse bakker man budskabet fra lægerne op og ser gerne, at screening for lungekræft bliver indført i Danmark.
– Hellere i dag end i morgen, siger Niels Kroman, cheflæge i Kræftens Bekæmpelse.
Jeg kan ikke forestille mig, at man overhører det
Hellere i dag end i morgen