Er det egoisme og grådighed
Sæsonens hidtil bedste afsnit af ’ Badehotellet’ – hvilket selvfølgelig ikke siger meget, men dog et fremskridt
’ Badehotellet’, sæson 6, afsnit 4.
Manus: Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. Konceptuerende instr.: Fabian Wullenweber. TV2, 18. februar.
Der begynder at være noget på spil i ’ Badehotellet’, og hvis det fortsætter, ender det jo med at være skuespil. Nej, det klæder faktisk serien, at problemerne begynder at være i fokus frem for blot at fungere som diskrete tidsmarkører bag badekåberne.
Ikke mindst tilføjelsen af jøden Robert ( Thomas Levin) har givet serien en drivkraft, som den slet ikke har haft før.
Hvordan man reagerer, når man står over for et menneske i sådan en situation, er selvfølgelig ikke voldsomt originalt ( var der eksempelvis nogen, der sagde ’ Matador’?) dramatisk greb, men i krig, kærlighed og tv- serier gælder alle kneb som bekendt.
Nogen gange bliver knebene dog så tarvelige, at de selv efter den lave standard i ’ Badehotellet’ ligner ren dovenskab fra manuskriptforfatternes side.
Galmandsværk
Nu har Amanda brugt tre afsnit – samt sat hendes og Philips firma over styr – på at lave en danmarksfilm, der bare viste sig at være både galmandsværk og en elendig plotkonstruktion, der skulle skabe plads til, at Amanda, Philip og Ditmar kunne komme i spil som forpagtere af ’ Badehotellet’ i næste sæson.
Til gengæld kom der en tvetydighed ind i Lars Ranthes ellers så brovtende grosserer Madsen – eller skyldes hans hjælpsomhed igen den egoisme og grådighed, der synes at være hans primære drivkraft? Bare det, at svaret ikke ligger lige for, klæder serien, der ellers udelukkende operer med nemt aflæselige figurer og problemstillinger.
Alderskompleks
Der er stadig masser at værre irriteret over i ’ Badehotellet’ ikke mindst den skabagtige Edward Weyse, der nu også døjer med et alderskompleks. Og ja, jeg er udmærket klar over, at han skal være en selvoptaget nar, men derfor behøver han jo blive spillet så komplet blottet for blot antydningen af den charme og det talent, der vel er det, der gjort ham, til den han er.
Som han fremstår her, er han jo et menneske, som ingen kunne drømme om at tilbringe fem minutter med frivilligt. Det gælder også denne seer. Den helt igennem stereotype beskrivelse af psykoanalysen trækker også voldsomt ned.
Men i det mindste går det da fremad. Det kunne næsten heller ikke være anderledes.
I krig, kærlighed og tv- serier gælder alle kneb som bekendt