DE HAR TABT SUTTEN
Voltaire var en af oplysningstidens store filosoffer og en forløber for det demokrati, vi kender i dag.
Voltaire var en stor forkæmper for ytringsfriheden og sagde blandt andet de berømte ord:
’ Jeg er uenig i det, du siger, men jeg vil til min død forsvare din ret til at sige det.’
Efter at vores gader igen er blevet sat i brand af utilpassede unge på grund af Rasmus Paludans islamofobiske demonstrationer, har mange af vores folkevalgte politikere lige fra statsministeren til vores justitsminister tabt sutten. De bruger deres tid på at give provokatøren og islamkritikeren Paludan skylden for optøjerne.
Omvendt trives de småracistiske ytringer også, hvor man lægger et helt folkefærd ( læs muslimer) for had, fordi nogle stenkastende unge på Nørrebro og senest i Albertslund har gjort bydelene usikre.
Disse unge skal ikke have held til at stoppe ytringer, som de ikke er enige i, med vold. En ansvarlig politiker ville have værnet om ytringsfriheden og forsamlingsfriheden og undladt at nævne Paludan med et eneste ord.
Derudover skulle man have brugt tiden på at tage kraftigt afstand fra vold mod ytringer og klargjort, at der ville blive slået hårdt ned på dette.
Topmålet af idioti kommer dog fra Zenia Stampe, der mener, at politiet ikke skal stille deres ressourcer til rådighed, hver gang en udspekuleret ballademager vil bruge sin ytringsfrihed til at tirre sine modstandere med.
Politiet har beskyttet Zenia Stampe, da hun og hendes mand samt børn blev truet på livet. Ifølge hendes egen logik skulle hun måske ikke have sagt noget, der kunne tirre andre.
Ytringsfriheden er ikke kun forbeholdt dem, man er enig med.
Alternativet til ytringsfrihed er censur.
Guderne skal vide, at jeg synes, Ramus Paludan er en klaphat, men Rasmus Paludan er ikke vigtig her. Det er til gengæld ytringsfriheden. Frank Knudsen Bengtasvej 2 Hellerup
Alternativet til ytringsfrihed er censur