RINGEDE 112 – kroppen var fuld af stress

FC Roskildes 1. divisionstopscorer, Emil Nielsen, levede i flere år et turbulent liv. Karrieren kørte ikke, pengene forsvandt, og han kæmpede for at opretholde facaden som fodboldspiller. En nat for halvandet år siden sagde kroppen fra, og han ringede 112

Emil Nielsen slår sin venstre håndflade ned i bordet for at understrege sin pointe.

Det var lige der, i det øjeblik, at 1. divisionstopscorerens liv tog en drejning, som han i dag er taknemmelig for.

Det var der, i en ambulance omgivet af et par Falckreddere, at han tog beslutningen. En søndag nat i Roskilde for omkring halvandet år siden.

Kroppen har været under pres i flere år og er nu ved at sige stop.

Natten før har hjertet også galoperet af sted. Emil Nielsen havde set på sin bankkonto sent om aftenen. Omkring 700 kroner tilbage. Det var først på måneden, husker han.

Han er skadet og ser holdkammeraterne spille i Roskilde Idrætspark søndag eftermiddag. Han har det, som om han er i en osteklokke.

Han hører, hvad folk siger, han svarer dem også. Smiler måske endda. Men han har det, som om han er et helt andet sted.

FC Roskilde- angriberen med en mislykket fortid i norske Rosenborg og AGF prøver at se noget Netflix, da han kommer hjem.

Han er alene og har ikke snakket med nogen om, hvad der var sket natten før.

For fodboldspilleren Emil Nielsen vil ikke vise svaghed, mens mennesket Emil Nielsen kæmper for at opretholde den facade, der er ved at krakelere.

Har ikke været glad

Han vågner igen ved tretiden. Kroppens alarmklokker kimer, hjerter slår alt for hurtigt.

– Jeg er bange og tænker, hvad sker der med min krop, fortæller Emil Nielsen om den nat, som fik ham til at tage en U- vending i livet.

Han går rundt i lejelejligheden, sætter sig ned, rejser sig op igen. Hjertet hamrer. Han prøver at finde roen, kigger ud ad vinduet, finder den ingen steder.

Det begynder at summe i den venstre arm. Han tager mod til sig. Ringer 112.

’ Jeg ved ikke, hvad der sker i min krop. Jeg har brug for, at der kommer nogen’, får han sagt, og kort efter er en ambulance fremme.

– Og det er i det øjeblik, at hele min verden begynder af ændre sig.

Det er gået op for ham, at han er stresset. At det er kroppen, der siger fra. Som han siger til sin far, Allan, da han ringer hjem senere på natten:

’ Far, jeg har ikke været glad i flere år’.

Nåede kun lige at blinke

Emil Nielsen er kommet ud på den anden side efter sin personlige nedtur og virker på en eller anden måde ældre end de 25 år, som dåbsattesten fortæller, at han er.

Måske er det tætte, mørke fuldskæg eller de små fine rynker i panden. Måske er det måden, som han fortæller og reflekterer over sin historie.

Da fodbold gik fra sjov til et arbejde, kunne han hverken finde fodfæste i fodbolden eller i tilværelsen.

Folk mente ikke, at han var professionel nok, men egentlig vidste han bare ikke, hvordan han skulle gebærde sig i den verden.

Han leasede en Audi A3 i Rosenborg og flyttede ind i en lejlighed til 16.000 kroner om måneden.

For nu var han jo professionel fodboldspiller. Piger var ingen mangelvare, feste var han stadig god til.

– Når jeg tænker tilbage på de ting, jeg gjorde, var det mest alt, fordi jeg inderst bare var en ung knægt, der var hammernervøs og ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere presset og alle mine følelser.

– Det var en hård tid, men samtidig havde jeg det, som om jeg kun lige nåede at blinke med øjnene, og så stod jeg igen under bruseren i omklædningsrummet i Rådmandshaven i Roskilde og tænkte ’ hvad fanden skete der’.

Til sidst var min krop fyldt op med stress, og det vidste jeg godt, da jeg ringede til ambulancen

Alt for kaotisk

Ja, hvad fanden skete der?

Spørgsmålet har han stillet sig selv igen og igen siden den nat i ambulancen. Hvad var det, som kroppen prøvede at fortælle ham.

– At det alt længe havde været alt for kaotisk. Det var et sindssygt halvandet år i Rosenborg og AGF, og når jeg tænker tilbage, kan jeg godt forstå, at jeg ville hjem til Roskilde.

– Men det var ikke let at komme tilbage. Jeg var tilbage, men ikke den samme. Til sidst var min krop fyldt op med stress, og det vidste jeg godt, da jeg ringede til ambulancen.

– Det var en frygtelig nat, men også fantastisk. Det er noget, som jeg aldrig ville have været foruden. Det var dér, at mit liv forandrede sig.

Når jeg tænker tilbage, kan jeg godt forstå, at jeg ville hjem til Roskilde