BYB❘L OG BABYBUS

16

Skoda Fabia Combi er en habil stationcar, der har mere at byde på, end den umiddelbart giver indtryk af.

Nikket, som den unge mand sender mig, da han passerer, er af en type, jeg aldrig tidligere har mødt.

Kort forinden har jeg opgivet mit forsøg på at slå klapvognen sammen i bagagerummet og skyndt mig at lukke bildøren, så han kan komme forbi. Med sig har han nemlig en tvillingebarnevogn så hærdebred, at den kræver det meste af fortovet.

Han kigger fra den halvt adskilte klapvogn til Bilkaposerne i bagagerummet, inden han lader blikket glide over den hvide Skoda Fabia. Vi får øjenkontakt, og så kommer det: Det anerkendende mandenik, der byder velkommen i klubben. Farklubben.

Både bil og Bugaboo- klapvogn passer perfekt ind på villavejen i Valby, så man kan ikke klandre min nye forbundsfælle for at overse illusionen. Begge dele er lånt til en test af, hvad Skoda Fabia er for en størrelse.

Testbilen er den lange Combi- udgave af Fabia. Under hjelmen har den en trecylindret benzinmotor på 1,0 liter, der yder 110 hestekræfter, og bilen byder yderligere på DSG- automatgear og det mellemste udstyrsniveau, ’Ambition’. Det giver dog også en merpris i forhold til den billigste Combi-variant, der svarer til prisen på en ny VW Up. 229.000 kroner står testbilen i.

PAKKET MED Bilka- poser, Bugaboo og bleer triller bilen ud fra villavejen. Målet er de smalle og myldretidsramte gader på Nørrebro, hvor Skoda Fabia skal vise sig at blive en beredvillig følgesvend.

Inden da skal den dog luftes på nogle større trafikårer. Den lille motor er støjsvag og får også bilen til at virke let på tå, når den får nok med omdrejninger. Faktisk er det muligt at køre overraskende friskt til.

Problemet er bare, at DSG- gearet kvæler alle den slags ambitioner. Så snart nålen når 2000 omdrejninger, gearer den op, og motoren sejtrækker flere gange så meget, at det både lyder og føles, som om bilen lider. Jeg ender derfor med at køre med gearstangen i ’Sport’- eller ’ Manuel’- funktion. Allerede i førstnævnte indstilling bliver gearskiftet heldigvis mere harmonisk.

Jeg når frem til Nørrebro, hvor min bedre halvdel venter – en sidste vigtig ingrediens, hvis jeg på et tidspunkt skal blive fuldgyldigt medlem af farklubben. Det er dog ikke lige til at parkere, og jeg ender derfor med at dreje ned af nogle små, men trafikerede sidegader.

Fortravlede cyklister suser både højre og venstre om bilen, gaderne er ensrettede og husene så høje, at det indre kompas hurtigt bliver sat ud af kurs. Her er Fabia Combi imidlertid i sit es. Sideruderne er store og brede med smalle stolper imellem sig, og det gør det nemt at holde øje med trafikken. Takket være bilens kompakte størrelse er Fabia samtidig nem at manøvrere rundt mellem cykler og parkerede biler på vejen.

I KABINEN har bilens mellemste udstyrstrin stor betydning. Den er blevet peppet op med læderrat, kromdetaljer, klimaanlæg og et bredt panel i børstet stål på instrumentbordet. Det får interiøret til at fremstå solidt og gedigent, men også noget gråt og mørkt. Selv det grønne Skoda- logo på rattet er blevet skiftet ud med et eksemplar i sort pianolak, som nok er moderne, men også fjerner den sidste rest af spræl.

På bagsædet er pladsen ikke prangende, og skal man have voksne deromme, kræver det, at føreren sidder oprejst. I praksis vil mange nok oftere bruge sæderne til børn, og det er tydeligt, at Skoda har tænkt i samme retning. Isofix- beslagene er lettilgængelige, og der er lavet lommer på siden af forsæderne, hvor man eksempelvis kan have en pose gulerødder siddende.

Det kan være guld værd i hverdagen og er med til gøre Fabia til en bil, der trods sin spinkle motor kan give point hos de andre nyslåede fædre på villavejen.