Luk sorgen ind
Græd, for pokker. Græd, græd, græd
Hvad sker der inde i dig, når jeg fortæller, at du spiser mere på dine følelser end på din sult? Når jeg siger, at du ikke bliver lykkelig af at tabe to kilo mere, fordi lykke kun kan komme indefra? Når jeg siger, at maden har magten over dig, fordi du ikke elsker dig selv, som du er?
MIT BUD ER … at du bliver virkelig ked af det. Og det kan jeg fandeme godt forstå. Det er brutalt, og det er hjerteskærende, og det er en forpulet hård sandhed at se i øjnene; at du ikke er i stand til at gøre dig selv lykkelig.
Det er den sandhed, der står klar til at udløse alle de sorger, du bærer rundt på i dit store hjerte. Og det ved du. Når du kort øjeblik mærker den sandhed, så kommer sorgen skyllende ind over dig som en tsunami. For hvor forfærdeligt og stort et nederlag er det ikke at erkende, at man er et offer for maden, fordi man ikke elsker sig selv nok til at være lykkelig?
NÅR DU STÅR dér og kigger ind i køleskabet og pludselig indser, at du overhovedet ikke er sulten; at du i virkeligheden trænger til noget, der for en stund kan dulme den smerte, der bor i dig – så er det, du bliver ked af det. Fordi du i dette lysende øjeblik er helt bevidst om, at dine følelser styrer dig.
Men hvis ikke du ser den anden vej, så skal du dykke ned i din sorg nu. Så skal du grave i din historie, i din sjæl og dit hjerte for at finde frem til den allerdybeste rod, der er skyld i, at du nu står her og lader dine følelser styre dit indtag af mad. Og puha, det er hårdt. Det er meget nemmere at lade være. Men det skal du ikke. GIV NU EFTER.
Græd, for pokker. Græd, fordi jeg nu fortæller dig, at du aldrig nogensinde slipper af med en smerte, hvis du ikke er villig til at lukke den ind. Så vær ked af, at du så længe har forsømt dig selv med den konsekvens, at du har ladet maden få overtaget. Det skal gøre ondt, før du kan bygge dig selv op igen. Jo bedre du er til at mærke smerten, være i den, anerkende og acceptere den – des hurtigere vil du mærke den forlade dig.
Du holder på din sorg, fordi den gør dig tryg. Det lyder fuldstændig latterligt, ikk’? Men du lader maden kontrollere dig, fordi det gør for ondt at give efter for den sorg, der gør dig til offer, og fordi du faktisk ikke kan forestille dig en verden uden. Du tør ikke give efter, fordi det er alt, du kender til. Så du bærer rundt på den. Og spiser – eller måske omvendt; spiser slet ikke – på dine følelser, fordi det giver dig en følelse af at være tryg. En følelse af kontrol. Men det er en falsk følelse. Megafalsk. Derimod er det mest ægte, du kan gøre, at acceptere, at det gør skideondt.
LAD TÅRERNE TRILLE.
Vær på dybt vand for en stund. Du skal nok komme op igen. Det er ikke et nederlag. Det er en sejr.
Du lader maden kontrollere dig, fordi det gør for ondt at give efter for den sorg, der gør dig til offer