RIGTIGE VENNER
DET BESKIDTE MAKKERPAR: På landsholdet fandt Thomas Gravesen og Stig Tøfting hurtigt hinanden. De ejede midtbanen og tog skraldet for holdkammeraterne
De startede med at være fjender. Endte med at blive de bedste venner.
Vi mødes på landsGRAVER: holdet.
Nej, vi mødes inden. TØFFE:
Vi spiller mod hinanden i Superligaen.
Ja, men vores venGRAVER: skab begynder rigtigt på landsholdet, hvor vi sidder ved siden af hinanden, når vi spiser, er til taktikmøder og står ved siden af hinanden, når vi spiller. Der bliver vi rigtigt, rigtigt gode venner. Det er der, det tager fart.
Jeg spiller kun mod TØFFE:
Thomas et par gange, inden jeg rejser til Duisburg i 1997. Næ, vi må også have mødt hinanden i 96. Vi vinder da over jer nede i Vejle?
Ja, hvor jeg sparGRAVER: ker Martin Jørgensen ud over banden. Næ, det var da oppe i Aarhus, hvor du var henne og sige et eller andet til mig sammen med Gunner Lind.
Hæhæhæ.
TØFFE:
EKSTRA BLADET: Havde de fat i ørerne på dig?
Ja, de var henne GRAVER: og puste hinanden op. Dengang måtte man jo lidt mere end i dag.
EKSTRA BLADET: Fordi du havde været ond ved Martin?
Ja, Martin smider GRAVER: sig altid. De mente, jeg havde sparket, jeg mente, han havde smidt sig.
Han sparkede ham TØFFE: ud over banden!
Han SMED sig ud GRAVER: over banden, Martin. Det må have været lufttrykket, jeg tror ikke, jeg nåede at få fat i ham. Det var der, det ligesom startede med os. Så kom vi på landsholdet, og så hang det bare fast.
Vi er kammerater GRAVER: og har mange fælles ting, vi går op i. Vi elsker begge to fodbold helt vildt. Vi går på stadion sammen, vi er i Hamburg til kampe sammen. Vi kan begge to li’ at dyrke idræt.
Vi nåede jo ikke rigTØFFE: tigt at spille sammen i Hamborg, fordi han tog til Everton samme sommer. Jeg kommer senere til Bolton, og i de weekender, hvor jeg ikke tog hjem, kørte jeg til Liverpool, eller han kom ned til mig.
Så så vi fodbold, laGRAVER: vede mad, spillede pool og gjorde ting sammen. Altid et eller andet. Jeg havde mange venner i Liverpool, og de blev også venner med Stig, fordi det hele ligesom bare passede sammen. Sådan er det bare, når man er sammen med én, hvor det bare virker. Det er fedt. Det er nemt for os at være sammen.
Der var kun 50 kiloTØFFE: meter imellem os. Det tager en halv time eller tre kvarter. Fuldstændig som at køre fra Aarhus til Vejle. EKSTRA BLADET: Men der er trods alt en vis aldersforskel …
Stig er 49, og jeg er GRAVER:
46.
EKSTRA BLADET: Det er jo løgn.
Ja, der er seks år. GRAVER:
Han er ikke fyldt 40 TØFFE: endnu. Jeg kan i hvert fald ikke huske, den er blevet fejret.
GRAVER: Nej, jeg mixer den med 60 og fylder 100 det år.
TØFFE: Må jeg lige sige noget omkring det med landsholdet.
EKSTRA BLADET: Selvfølgelig!
For mig var det altid TØFFE: en fornøjelse at spille med Thomas, for man kunne jo bruge ham som sådan en footsoldier. Man kunne lige sige: Ham femmeren der, han skal altså lige have en hilsen. Så strakte Thomas hals. Femmeren, femmeren … Hvor er han henne.
Det er altid nemGRAVER: mere, når man er to. Vi stod altid sammen, når der var en modstander, der pustede sig op. Det er aldrig rart for de andre, sådan er det bare. Det vidste holdkammeraterne også. De kunne være rolige, for vi var derinde.
Og så fik de sateme, TØFFE: for han røg jo rundt. Syveren … Hvor er han henne? Det var altid pissegodt. Det var sådan, det var, hvis en af deres var gået over stregen og havde klasket René Henriksen ned. Næste gang, han havde bolden, så skulle han altså lige have én. Han skulle mærke, at det gør man ikke.
De andre spillede GRAVER: meget mere frit, de løb ikke på lava, de var ikke bange. De vidste, at hvis der var det mindste, så skulle vi nok hjælpe. Det var det fede ved det hold, vi havde. Det kammeratskab, vi havde i 2002, var unikt.
For mig var det altid en fornøjelse at spille med Thomas, for man kunne jo bruge ham som sådan en footsoldier