KIA E-SOUL BLÆSER TIL KAMPMOD DET KONFORME

Anden generation af Kia e-Soul har lige så meget charme, som den har rækkevidde. Dog kræver elbilen stadig et par kompromisser

I de første øjeblikke sker der overraskende lidt. Med et tryk på en knap har jeg netop aktiveret bilens sportsindstilling, men den eneste bekræftelse herpå er et lille rødt skilt med ordet ' SPORT', der kommer til syne på skærmen foran mig.

Alligevel tager jeg mig selv i at knuge lidt ekstra om rattet og rykke mig i sædet, som var det første, bratte fald i Tivolis Dæmonen, jeg ventede på.

Foran mig ligger godt nok ikke tre loops og et fald fra 28 meters højde, men det er alligevel svært ikke at få associationer til rutsjebanen, da jeg trykker speederen i bund.

Det giver et ryk i bilen, inden den med en summende lyd flyver ned ad tilkørselsrampen til motorvejen. Her er ingen gearskift eller turbotøven, blot én lang og flydende acceleration.

Bilen, jeg sidder i, er den nye Kia e-Soul. Som det lille ' e' i navnet antyder, er det en elbil, der deler teknik, batteri og motor med søsterbilerne Kia e- Niro og Hyundai Kona Electric. Det betyder blandt andet, at e-Soul fås med to batteri- og motorstørrelser: Vælger man den mindste udgave, får man 136 hk og 276 kilometers rækkevidde, mens man i den større version får 204 hk under foden og evnen til at køre 452 kilometer på én tank.

Testbilen hører til sidstnævnte kategori. Det store batteri lægger mindst 55.000 kroner til startprisen, og med ekstraudstyr løber testbilen op i 352.000 kroner. Her nærmer vi os Tesla Model 3' s territorie, men e-Soul slår den billigste amerikaner på rækkevidden.

DA JEG DREJER ind på tilkørselsrampen til motorvejen, er der 90 procent strøm tilbage. Det burde være rigeligt til dagens søndagstur, der går til Møns Klint. Tur/retur løber ruten op i 263 kilometer.

Bilen når 110 km/ t. uden anstrengelser, og det første, jeg lægger mærke til, er manglen på lyd. I hvert fald af den type, der normalt kommer fra motoren. Ved motorvejshastighed giver elmotorens lavmælte fremdrift nemlig plads til andre lyde. Vinden mod forruden er særligt fremtrædende, men også en lille pibelyd fra et af vinduerne er svær at overhøre.

På de digitale instrumenter foran mig kan jeg holde øje med, hvor meget rækkevidde bilen har tilbage. Og tallet svinder mærkbart hurtigere nu, end da jeg rullede gennem byen. Ikke så hurtigt, at jeg får decideret rækkeviddeangst, men jeg bliver mere nærig med klimaanlægget. Tændes det, falder den anslåede rækkevidde nemlig prompte.

Jeg ender derfor med at tackle den varme sommerdag med en fremgangsmåde, der virker temmelig antikveret i den højteknologiske bil: At rulle vinduet ned.

PÅ DEN ANDEN SIDE af Dronning Alexandrines Bro venter Stege med sine små, smalle gader. Her kommer bilens høje, SUVagtige udformning føreren til hjælp, for overblikket over trafikken er godt. Dog er C- stolperne så brede, at de skaber blinde vinkler skråt bagud.

En del af hovedgaden i Stege er belagt med brosten, og her gør undervognen en god figur. Bilen absorberer stødene som en dyne trods sin køreklare vægt på knap 1760 kilo. Det samme er tilfældet med fartbump og huller i vejen.

Kia e-Soul lægger generelt mere op til komfortabel kørsel end slalom på Møns snoede veje. Det illustreres blandt andet af palerne bag rattet, der har deres ophav i motorsport, men her har fået en helt ny funktion. I stedet for at give føreren mulighed for hurtigere gearskift, styrer de mængden af bremseenergi, som bilen skal omdanne til strøm.

Funktionen får e-Soul til at bremse mærkbart op, når jeg slipper speederen, og ofte gør det bremsepedalen helt overflødig. På Møn får bilen lov til at trække så meget strøm fra nedbremsningerne som muligt, for nærmeste ladestander ligger på Farø.

Det viser sig dog, at jeg ikke havde behøvet at rationere både klimaanlæg og bremsepedal. Efter besøget på Møns Klint er der stadig rigeligt med rækkevidde på batteriet, og på vejen hjem kører jeg derfor bilen helt, som jeg normalt ville gøre det: Med tændt klimaanlæg, mobiltelefonen til opladning og 130 km/ t. på den del af motorvejen, hvor det er tilladt.

Resultatet er overraskende. Da jeg drejer bilen ind foran ladestanderen i Valby, er der stadig 23 procent strøm tilbage. Ifølge bilens computer kunne jeg med andre ord fortsætte 88 kilometer endnu, inden jeg for alvor ville komme i problemer.