Lis drejer fokus væk fra smerter
Balladen med slidgigt begyndte allerede for 12-14 år siden. Lis Hummel fik smerter i ryg, hofte, skuldre, fødder og hænder. Hun fik også en spinalsterose-operation samt diagnosen osteoporose.
– Ja, der er meget galt. Jeg er blevet cirka ti centimeter kortere på otte år – bare for at nævne noget, men jeg vil ikke lade noget af det og slet ikke min slidgigt slå mig ud. Jeg vil hverken sidde stille eller give op, siger den 74årige.
Lis Hummel har for længst vænnet sig til at have smerter hele tiden.
– På en skala fra et til ti ligger mit konstante smerteniveau på otte. Det gjorde, at jeg spiste meget morfin, men det blev jeg træt af, så det stoppede for ca. fem år siden.
MEDICINFORBRUGET VOKSEDE i
forbindelse med operationerne – senest operationen i hænderne. Først var det Ibumetin, så morfin, men i dag nøjes jeg med lidt Pinex, og det tager jeg mest, når jeg skal sove, fordi det kan være svært at finde ro, og fordi smerterne vækker mig.
– I dagtimerne flytter jeg fokus fra smerterne ved hjælp af mine aktiviteter. Jeg har altid gang i noget, og det hjælper mig til at ’glemme’, at jeg har ondt. Jeg kalder det hjælp til selvhjælp. Det er ’ min gave’, at jeg kan det. Jeg søger ud i naturen og bruger min krop. Det gør mig glad. Uden morfinen er jeg klar i hovedet, så jeg er i udvikling i stedet for at være i afvikling.
Lis Hummel har via Gigtforeningen fået undervisning i flere omgange på Sano- gigtcentret, og det har hun haft glæde af.
– Jeg nyder at komme ud blandt andre – jeg holder hænderne i gang med at strikke – blandt andet holder vi en strikke- café. Jeg går også i fitness- center hver dag, og jeg bruger min el- cykel. Det giver mening i min hverdag. Jeg er herudover med i Bogø lokalråd, og jeg er en del af den lokale biografklub. Alt dette gør, at mine smerter glider i baggrunden, siger hun.