VI GLEMMER DEM ALDRIG
EN HELT SÆRLIG STATUS: Marianne Florman og de øvrige håndboldstjerner fra 90’erne nyder stadig godt af at være jernhårde ladies
De gik fra nul til raketfart på et øjeblik. Fra at være et nedlagt landshold til at blive hele nationens december- darlings under et forrygende VM i 1993 i Norge, hvor holdet nåede frem til finalen mod Tyskland.
Rikke Solberg blev fløjet hjem for at deltage i Eleva2ren, Ulrik Wilbek fyrede Anja Andersen i lufthavnen, der var højstemt drama og fremragende håndbold for alle pengene.
– Det var en vild og fed tid. Vi startede som rene novicer, og det var godt, vi netop var det. Det var godt IKKE at vide, hvad vi gik ind til – hvad det vil sige at være stjerner, fortæller Marianne Florman i dag, næsten 26 år senere.
– Det var heller ikke det, vi gik efter. Vi var der for at spille håndbold, fordi det var fedt. Jeg tror, jeg har oplevet mere end de fleste.
Et helt særligt hold
– De år har efterfølgende givet så mange muligheder. Det var helt vildt, hvad vi blev tilbudt, og jeg synes selv, at jeg heldigvis har været god til at vælge dem, der var rigtige for mig, siger hun.
– Det fortsatte jo længe efter. Da jeg mødte min mand i 2000 – han nævner det stadig – stod telefonen jo ikke stille. Jeg blev inviteret med til alt muligt og skulle tage stilling til et hav af ting.
– Var du nervøs for at miste jordforbindelsen i perioder?
– Det tror jeg godt, man kan. Men som jeg husker det og kender folk i dag, så tror jeg faktisk ikke, at nogen fra vores hold fik slået benene væk under sig. De fleste har håndteret det og gjort det, de skulle – også efterfølgende. Med drive!
– De har også nydt godt af de muligheder, der lå i det og fulgte med, og det tænker jeg, at de stadig gør. Jeg nyder personligt stadig godt af den tid. Vi blev jo kendt for det gode. Når folk møder mig et eller andet sted i Danmark, overrasker det mig stadig, at vi er så kendte.
– Det er faktisk ret sjovt. På den måde var vi jo et særligt hold, og vi fik en særlig status – vi vil altid være de der jernhårde ladies.
– I var topelskede!
– Det er vi stadig. Der er ikke ret mange, der kan synes noget særligt dårligt om os. Folk husker tiden.
– For nylig var jeg sammen med nogen, der huskede præcis, hvor de var henne, da vi vandt OL- finalen i Atlanta. De var til et bryllup. Kampen blev jo spillet midt om natten i august. Folk fik ødelagt deres bryllupsfester, fordi alle hellere ville sidde og se den skide kamp, ikke.
Ekstremt privilegeret
Marianne Florman læner sig tilbage i stolen og kigger ud over hestefolden.
– Det var en god tid, og det var faktisk ikke kæmpe udfordrende. Vi var feterede, og vi fik mange muligheder – og det synes jeg faktisk stadig, jeg har. Jeg er ekstremt privilegeret. Den tid åbner mange døre og muligheder.
– Kigger folk i Brugsen stadig i kurven for at se, hvad hende Florman skal have til aften?
– Det gør de, men sådan er det også at bo på en ø, hvor man hilser på alle. Jeg kan ikke foretage mig ret meget, uden at det vides, og det er helt okay, altså. Jeg ser det mindre end dem, der følges med mig. Folk vender sig om og kigger, men det er dem, jeg er sammen med, der lægger mærke til det.
Marianne Florman er til gengæld glad for, at mange af kunderne i hendes bredspektrede butik ikke er håndboldnørder.
– Det er dejligt, at det, jeg gør med hestene, er så fagligt velfunderet, at folk kommer på grund af hestene. Ikke for at se giraffen eller noget som helst andet. De ved, der er noget at hente.
Det var godt IKKE at vide, hvad vi gik ind til – hvad det vil sige at være stjerner Folk kommer på grund af hestene. Ikke for at se giraffen