Milde i varmen
Wilco
Ode to Joy (dBpm/ Warner)
På Christiania for nylig beviste Wilco, at de stadig er et af klodens allerbedste livebands.
Ved den lejlighed spillede sekstetten fra Chicago en stribe nye numre fra ’ Ode to Joy’, der nu understreger indtrykket af, at d’herrer ikke længere laver essentielle album.
Men derfor kan man jo godt udsende spændende skiver, og det er ’ Ode to Joy’ bestemt.
Siden Wilcos afklarede hovedværk ’ Sky Blue Sky’ fra 2007 har det omskiftelige orkester famlet forgæves efter en ny retning. Det lykkedes endelig denne gang, men gruppens 11. studiealbum er helstøbt uden at være helt overbevisende.
Forrykt verden
Jeff Tweedys ensemble genopfinder diskret sig selv på delikat og nænsom vis med underdrejede sange, der resonerer med den humanitet, som er blevet et adelsmærke for bandet i en forrykt verden.
Tweedys følelsesmæssige intelligens og status som en af rockens sande antihelte kommer til sin ret på det godhjertede materiale, men den minimalistiske lydkulisse udnytter slet ikke Wilcos blændende musikalitet.
Vokser langsomt
’ Ode to Joy’ lyder nærmest som et demobånd eller endnu en soloplade fra frontmanden, der kun glimtvis giver plads til bandets to mageløse ekvilibrister, trommeslager Glenn Kotche og leadguitarist Nels Cline.
Tweedys sangskrivning er repetitiv og glødende, men af og til brænder melodier igennem på opsvingsagtige ’ Everyone Hides’ og ’ Love Is Everywhere ( Beware)’.
De nye sange føltes små i Den Grå Hal, men de vokser langsomt på ’ Ode to Joy’, der ikke desto mindre er en relativt lille plade fra et stort band.