Min indre kritiker tordner derudad
Usikkerhed og selvkritik kommer ofte, fordi der er noget, man ikke vil opdages i
Kære Mette: Jeg søger desperat hjælp til at tæmme min indre kritiker. Jeg er utrolig hård ved mig selv, men ikke andre mennesker. Det er især ved skriftlige opgaver, som mit arbejde består meget af. Jeg bliver så usikker på sætninger m. m. Hvordan bliver jeg bedre til at tæmme min indre kritiker? For hun er der straks, jeg ikke er i forsvaret. Er jeg usikker eller træt, så tordner hun derudad i mit hoved.
Kærlig hilsen Nete
Kære Nete
Du er i dit dilemma ikke anderledes end alle mulige andre. Der er
mange mennesker, der slæber rundt på en rapså kæftet, indre kritiker. Og hun er svær at komme af med, ja, men det er ikke umuligt. Det kræver bare først og fremmest, at du ved, hvor hulen hun kommer fra.
Så det, du først og fremmest skal, er at se på den dynamik, du er opdraget i. Hvordan har den fået dit billede af verden til at se ud? Hvordan ser dit billede af
ud; hvad dig skal du være for verden? På hvilke områder skal du præstere; hvor kan du ikke fejle? Hvad er din virkelighed gjort af? Hele dit fundament taler jeg om her.
NÅR DU DYKKER NED i de dynamikker – i din opdragelse og din virkelighedsidentitet – så graver du til bunds i sagen frem for at kratte i overfladen. Sådan kan du faktisk få fat i roden til problemet og arbejde fra den, selvom ud det bestemt ikke er nemt. Tro mig, det ved jeg.
Men ud fra din analyse spørg da dig selv: Hvorfor har jeg fået et sådant behov for at være selvkritisk? Er jeg bange for at afsløre for min omverden, at jeg ikke er perfekt? Kan man ikke elske mig, hvis jeg laver fejl? Kan jeg ikke stå distancen, hvis jeg laver fejl?
Svaret findes i, hvorfor du er, som du er. Det lover jeg dig. For det er noget, vi kan røre ved og arbejde med – selvom det er sårbart. Og jeg ved, at et menneske i harmoni ikke er usikkert – og omvendt. Så der er højst sandsynligt noget, der har frarøvet dig din indre harmoni. Måske har du selv fundet ud af, hvad det er? UANSET GRUNDEN til usikkerhed kommer usikdin kerhed og selvkritik ofte, fordi der er noget, man ikke vil opdages i. Det er rent skyggearbejde; der er noget, man føler, man er nødt til at skjule – for ellers ramler korthuset. ’Så ser de, hvem jeg er … Så ser de, at jeg slet ikke er så god, som de tror.’
Så stil dig selv de spørgsmål, du helst ikke vil stille. skal du være perfekt? Vi mennesker gør ingenting, Hvorfor hvis vi ikke får noget ud af det. Så hvad er det, får ud du af at være så selvkritisk?
Kommer du frem til, at nogle helt bestemte dynamikker i din opvækst har gjort dig bange for at fejle, så er det dér, du starter.
Har et bestemt menneske fået overbevist dig om, at du skal være perfekt, så er det dér, du starter. Eller kommer frem til, at du engang har såret nogen, og at din perfektionisme er et billede på, at du ikke har tilgivet dig selv … så er det dér, du starter. Kan du følge mig? Måske skal du tilgive dine forældre. Måske skal du tilgive dig selv. Måske skal du noget helt tredje. Det ved kun du.
Desuden: Arbejd med det faktum, at du tror, at en fejl er lig med katastrofe.
Hvad er det
, der kan ske, hvis nogen opdager, at værste du har lavet en fejl? At du mister dit job? Det aller- allerallerværste, mener jeg. Dine venner bliver ikke taget fra dig. Du mister ikke dit hjem. Du er stadig dig – og du er lige så dygtig, som du var før. Det er derfor, man kalder det en ’ fejl’.
FIND UD AF, HVORFOR
du tror, at fejl er en katastrofe. Find ud af, hvilken værdi du har tillagt det at være dum. Det at være uintelligent. Det at være uperfekt. For mig lyder det, som om du har tillagt det en ubærlig, negativ energi. Det lyder, som om din ’ uperfekt- sten’ vejer 500 kg på dine små skuldre. Og grunden hertil skal findes i din analyse. Men hvad nu hvis jeg fortæller dig, at den kun vejer 10 gram?
’ Hvordan det?’, tænker du måske.
Fordi du har bestemt det, svarer jeg.
Hvilken værdi, du vil tillægge en fejl, er OP til dig.