CAROLINE DØDE EFTER FØDSLEN AF SIT BARN
Samleveren Nicklas Carlsson er meget kritisk over for sygehuset, hvor moderen til hans to børn mistede livet
Caroline Hellsten kom aldrig til at lære sit andet barn at kende. Den 30- årige kvinde døde, godt en uge efter at sønnen William kom til verden.
For hendes samlever, Nicklas Carlsson, blev dagen, hvor Caroline døde, begyndelsen til et mareridt.
– Det føltes, som om hele samfundet havde vendt os ryggen, siger han.
Mod slutningen af graviditeten havde Caroline Hellsten en fornemmelse af, at noget ikke var, som det skulle være.
– Hun var bange, og hun sagde flere gange til mig, at det ikke ville gå godt, siger Nicklas.
– To morgener i træk, inden hun tog ind til sygehuset for at føde, fortalte Caroline, at hun havde drømt, at hun havde forladt mig. Jeg spurgte, hvad hun troede, det betød, men hun ville ikke rigtig svar på det.
I 2016 FIK PARRET sit første barn. Fødslen trak ud, men til sidst fødte Caroline datteren Nova vaginalt.
Ved den anden fødsel fik Caroline stærke smerter, da terminen nærmede sig.
– Hun fortalte jordemødrene om det, men de afviste det bare, siger Nicklas.
Da Caroline var gået mere end ti dage over tiden, fik hun kraftige blødninger. Hun blev indlagt på Mälarsjukhuset i den svenske by Eskilstuna, hvor sønnen William blev forløst med akut kejsersnit.
Caroline genvandt aldrig bevidstheden efter operationen. Godt en uge senere slukkede lægerne for respiratoren. To børn mistede deres mor, og Nicklas mistede sin livsledsager.
– Jeg følte mig helt tom indeni. Det var, som om hele verden forsvandt under mine fødder, siger han.
PÅ FLERE AF VÆGGENE i familiens hus uden for Eskilstuna hænger der billeder af Caroline.
Men treårige Nova vil alligevel have hjælp af sin far, når hun skal tegne sin mor, som ikke længere findes.
– Hvordan så hendes hår ud? Lignede det mit? spørger hun med barnlig uskyld.
På bordet foran hende ligger et stykke papir. Med en grøn tusch tegner hun en oval. Det er Carolines ansigt.
– Ja, det så nogenlunde ud som dit hår, siger Nicklas.
Hans ansigt er mærket af sorg og udmattelse. I løbet af det år, der er gået, siden Caroline døde, har han ud over at skulle holde sammen på sin egen hverdag også været tvunget til at kæmpe mod de offentlige myndigheder.
– Jeg har forsøgt at få hjælp mange gange, men de har bare givet mig den kolde skulder.
Hospitalet gjorde intet for at hjælpe os. De ville ikke engang indrapportere det, der skete
Det føles, som om hele samfundet har vendt os ryggen.
– Hvis Carro stadig var her, ville hun være rasende. Hun hadede, når folk blev dårligt behandlet.
DA CAROLINE KOM ind til fødeafdelingen på sygehuset, blev hun undersøgt af en læge. I journalen noterede lægen, at der var mistanke om, at Caroline kunne være ramt af moderkageløsning. Det indebærer, at moderkagen løsriver sig for tidligt fra livmodervæggen, hvilket kan være livsfarligt for både barnet og moderen.
– Jordemoderen var i kontakt med lægen, som var på standby, men han sagde bare, at de skulle blive ved med at forsøge at få gang i fødslen. Ikke engang da barnets hjerteaktivitet gik ned, kom lægen ind for at undersøge Caroline. Han sagde bare, at vi skulle vente lidt, siger Nicklas.
EFTER NOGLE TIMER fik Caroline svært ved at trække vejret. Jordemoderen undersøgte hende vaginalt og slog alarm: Der skulle gennemføres et akut kejsersnit.
– De fik William ud, men derefter fik Caroline hjertestop. De fik hjertet i gang igen, men det stoppede to gange mere.
Det viste sig, at hun var blevet ramt af fostervandsemboli. Det er en meget alvorlig tilstand, hvor der er kommet fostervand ind i moderens blodomløb. Det fører til en alvorlig allergisk reaktion.
På det tidspunkt var Carolines situation kritisk. Og den blev hurtigt endnu værre.
– Hun blødte så meget, at det satte gang i en chokreaktion, hvor blodet koagulerede. Det gjorde, at hun fik masser af blodpropper.
FØRST DA LÆGERNE bortopererede Carolines livmoder, stoppede blødningen. Hun blev lagt i respirator og blev mere stabil.
– Når jeg talte til hende, slog hendes hjerte hurtigere. Det gav mig en tro på, at hun på en eller anden måde var klar over, at jeg var der, siger Nicklas.
Men efter cirka en uge holdt Caroline op med at reagere på stimuli. En røntgenundersøgelse viste, at der ikke var nogen hjerneaktivitet. Efter yderligere et døgn slukkede lægerne for de apparater, der hjalp hende med at trække vejret.
– Jeg tror, hun døde af en blodprop i hjernen. Men ingen har kunnet forklare mig i detaljer, hvad der skete.
NICKLAS ER MEGET kritisk over for, hvordan sundhedsvæsenet, kommunen og den offentlige sygesikring har ageret efter Carolines død.
– Hospitalet gjorde intet for at hjælpe os. De ville ikke engang indrapportere det, der skete, og jeg måtte kæmpe i et halvt år for at få de dokumenter, jeg skulle bruge for at ordne alt det praktiske.
Nicklas hørte ingenting fra Eskilstuna kommune i flere uger, på trods af at faderskabet ikke var fastslået formelt. Det betød, at han ikke fik penge fra det offentlige i tre måneder.
– Da jeg sagde, at pengene skulle udbetales til mig, sagde sagsbehandleren: ’ Vi må se, hvad moderen siger til det’. Jeg forstår ikke, hvordan de kan have så lidt styr på det.
– Sygesikringen siger, det er kommunens skyld, og omvendt. De skal sørge for, at børnene får den bedst mulige hjælp, men i virkeligheden fokuserer de bare på, hvad der er bedst for dem selv.
– Jeg har følt mig mistænkeliggjort hele tiden, og jeg er sikker på, at det især skyldes, at jeg er en mand. Det er så nedværdigende.
På grund af disse erfaringer frygter Nicklas, at hans families historie vil komme til at gentage sig.
– Vi straffes dobbelt. Først døde Caroline, og så blev vi trådt på af dem, som burde hjælpe os. Det er horribelt.
– Det virker, som om de ikke tager det, der skete, alvorligt. De vil ikke gå tilbage og undersøge, hvor der skete fejl, og så kommer det til at ske igen.
Jeg følte mig helt tom indeni. Det var, som om hele verden forsvandt under mine fødder