De røde dronninger
hentede i PERNILLE ROSENKRANTZ-THEIL
2005 11.481 stemmer for Enhedslisten i Østre Storkreds. Det svarede stort set til alle de stemmer, partiet fik i området. Hun var en dronning. Så skiftede hun til Socialdemokratiet og fik tre gange så mange stemmer – plus i dag også en post som børne- og undervisningsminister.
lagde med JOHANNE SCHMIDT- NIELSEN
40.425 personlige stemmer stort set alle andre partiledere ned ved valget i 2015. Hun var ikke alene dronning af Enhedslisten, men næsten af hele Folketinget.
som afløste hende, blev PERNILLE SKIPPER, ved valget i juni også blandt de absolutte topscorere med 33.024 personlige stemmer. Kun overgået af Mette Frederiksen ( S) og Lars Løkke Rasmussen ( V).
og ubetydelige EnhedsDET ENGANG LILLE listen har gennem den seneste årrække stillet med en stribe unge kvindelige politiske ledere, som har banket igennem vælgerkorpset. Og efter perioderne som røde dronninger er det også gået fint:
Pernille Rosenkrantz- Theil er i dag en af Mette Frederiksens mest synlige ministre. Partiskiftet har hverken kostet vælgere eller personlig karriere.
Johanne Schmidt- Nielsen valgte i april at forlade politik til fordel for posten som generalsekretær for Red Barnet.
Og syrlige tunger på Christiansborg taler om, at når Pernille Skipper om nogle år – eller før – forlader posten som Enhedslistens politiske leder, bliver hun formentlig en af topcheferne i Djøf.
Det er bestemt ikke karMED ANDRE ORD: rieredæmpende at have været frontfigur for Enhedslisten. Og især de unge, slagkraftige, mediestærke og godt begavede kvindelige profiler har haft meget let ved at finde beskæftigelse andre steder end i politik.
Det kan blive meget sværere for den stærkt forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, der nu skal ud på landevejene for at møde vælgerne og hente inspiration til en ny bog. Eller den lige så forhenværende finansminister Kristian Jensen ( V), der starter på et grundkursus for bestyrelsesmedlemmer på Niels Brock.
Enhedslisten, som i denMEN TILBAGE TIL ne weekend har fejret de 25 år som folketingsparti, det flotte valgresultat og den nyvundne stærke indflydelse i det røde regeringssamarbejde.
Pernille Skipper åbnede weekendens møde med en overraskende stilfærdig tale. Hun trak partiets mærkesager op, men sagde intet, der vil gøre samarbejdet i den nye regeringsblok særlig besværligt.
meget revolution i luften. DER VAR IKKE
Selv bankdirektørerne, kapitalfondene, miljøsvinene og landets milliardærer gik stort set fri. Eller sagt ligeud: Det meste af Skippers tale kunne Mette Frederiksen og Pia Olsen Dyhr ( SF) lige så godt have holdt.
Så på den måde er Enhedslisten blevet et meget pragmatisk og resultatorienteret parti. Jeg tvivler på, Lenin, Karl Marx eller de gamle frontkæmpere fra DKP, VS og SAP ville føle sig særlig godt hjemme. De ville tro, at de var havnet til et vælgermøde hos SF.
Enhedslisten klarer sig MEN DET NYE godt, og 25- års jubilarerne havde en fin dag. Vi bliver alle ældre. Men hvad med fremtiden? Hvem skal afløse Pernille Skipper og kan rækken af dronninger fortsætte?
Se, det er en anden historie. Partiet venter sig enormt meget af den 27- årige nyvalgte og totalt uprøvede Mai Villadsen. En anden mulighed er en noget mere trænet Rune Lund eller hans kollega Rosa Lund.
til tidligere, står der MEN I MODSÆTNING ingen kronprinsesse klar i kulissen. Enhedslisten vil påpege, at hverken Pernille, Johanne eller Pernille var specielt testede, før de gik på banen og erobrede spandfulde af mandater. Men kan partiet fortsat satse på det? Og løser det de politiske problemer, som også vil komme.
var særdeles konSKIPPERS TALE I GÅR struktiv, hvad angår det at deltage i et forpligtende samarbejde med en regering. Men hun sagde ikke meget, som alle politikere fra Mette Frederiksen til de radikales Morten Østergaard ikke også kunne have sagt.
Er der virkelig stemmer nok i det for Enhedslisten?
det vanskelige dilemPARTIET ER HAVNET I ma: Skal man gå efter indflydelse og på sigt måske regeringsmagt? Eller man skal holde fast i den knaldrøde linje, opgøret med det samfund, vi kender, kamp til sidste mand mod storkapitalen og miljøsvinene og kun indgå kompromiser, hvis de virkelig kan markedsføres som entydige sejre og ikke bare almindelige Christiansborg- aftaler?
vil spørgsmålet inden længe HVIS IKKE VIL melde sig: Hvad skal vi egentlig med Enhedslisten, hvis partiet stort set ikke kan andet end Socialdemokraterne, SF og de radikale?