Jihadisternes hævn
Anwar Sadat stod for mange som en fredens forkæmper. Javel, siden han i 1952 deltog i kuppet, der afsatte kong Farouk og banede vej general Nasser, havde han som medlem af landets ledelse været med til at udkæmpe både Seksdageskrigen i 1967 og Yom Kippurkrigen i 1973 mod Israel.
Men det var Anwar Sadat, der som den første arabiske leder nogensinde besøgte Jerusalem i 1977 og ved senere forhandlinger under ledelse af USA’s præsident Jimmy Carter indgik den historiske Camp David- aftale med Israels statsminister, Menachem Begin. En aftale, der banede vejen for den israelskegyptiske fredsaftale i 1979.
Men Egyptens arabiske naboer – især Libyens diktator Muammar Gaddafi – så fredsaftalen som et knæfald for jøderne og Israel. Og da Sadat senere lod Irans styrtede og forhadte shah, Mohammad Reza Pahlavi, dø i Egypten – frem for at sende ham hjem til præstestyret i Teheran og en retssag – var Sadats skæbne beseglet. Hardcore muslimer ville have hævn.
De seks attentatmænd, der angreb og dræbte Anwar Sadat, var alle medlemmer terrorgruppen Takfir Wal- Hajira, som var massivt støttet af Libyens Gaddafi, og i timerne efter attentatet på Sadat meddelte det libyske telegrambureau, Jana, at man ’ lykønsker alle frie arabiske revolutionære, som kæmper mod Israel, racisme og Camp Davidaftalerne, og advarer om, at enhver efterfølgende præsident, som fortsætter Sadats politik, vil lide samme skæbne ( som Sadat, red.)’.