Kæmper mod diabetes og kolesteroltal
Bente Nonbo er en af Danmarks kronikere, men hun har valgt, at sygdommene ikke må begrænse hendes liv
Antallet af danskere, der lider af en kronisk sygdom, er i stigning. Bente Nonbo er en af de ramte, men hun vil ikke ynkes af den grund. Der er ikke noget indlysende i Bente Nonbos type 2- diabetes eller forhøjede kolesterol. Hun var glad for motion, spiste relativt sundt og led ikke af overvægt, da diabetesdiagnosen dukkede op for ti år siden. Siden blev hendes kolesteroltal også målt til at være behandlingskrævende. Der er intet i Bentes familiehistorie, der peger i retning af hjertekarsygdomme eller diabetes:
– Men som min læge sagde, da jeg fik konstateret sukkersyge: Du er så åbenbart bare den første i familien, der skulle have det, siger Bente Nonbo.
Førhen havde type 2- diabetes ry for at ramme ældre, overvægtige mænd, og derfor blev den kaldt gammelmandssukkersyge. Men Bente var hverken overvægtig, gammel – eller mand – da hun fik diagnosen som 49- årig.
Hun havde tilmed haft symptomer fem eller seks år forud. Symptomer, som hendes daværende læge formentlig overså.
BENTE VAR EN GLAD motionscyklist og i udmærket form for en kvinde i fyrrerne, men nogle symptomer tydede på, at ikke alt var, som det skulle være.
– Jeg døjede med svedeture, og jeg blev skidt tilpas, hvis jeg ikke spiste på klokkeslæt. Min læge mente i flere år, at det blot kunne være tegn på en tidlig overgangsalder, siger Bente, der også oplevede at være unaturligt tørstig i perioder.
I 2009 FIK HUN omsider diabetesdiagnosen og blev medicineret. Et smut omkring en diætist ændrede samtidig på kostvanerne. Efter nogle år med diabetes blev kolesterolniveauet pludselig målt til at være behandlingskrævende – trods det sundere liv med sundere kost og mere motion.
I hverdagen lægger hun ikke meget mærke til de to kroniske lidelser. Kosten er lagt om, så der spises meget kål og salat. Ris, pasta og kartofler er til gengæld næsten bandlyst. Det samme gælder oksekød og de mættede fedtsyrer i smør og margarine. Men hun er ikke fanatisk.
– Når jeg er ude at rejse med min mand, spiser jeg i det store hele det, der serveres. Men efter et par dage kan jeg godt mærke det i kroppen. Så er jeg mere træt, og det tager lige et par dage at finde blodsukkerbalancen igen, siger Bente.
ALT I ALT GÅR DET ret godt. De jævnlige blodprøver hos lægen viser gode resultater, og der er masser af overskud til de syv sammenbragte sønner og døtre og de ti børnebørn, det efterhånden er blevet til. Bente passer sit arbejde i Esbjerg Kommune, og hun tager altid en halv time tidligere på arbejde end nødvendigt:
– Jeg undgår myldretiden, og samtidig får jeg en halv time til at spadsere rundt i byen før mødetid klokken otte. Nogle gange går jeg bare i mit eget tempo, og andre gange kan jeg presse mig selv lidt mere. Men det giver mellem to og tre timers motion om ugen til regnskabet, og det har fjernet den uro i benene, jeg oplevede før.
Hun har altid en banan eller en rugbrødsmad i tasken, for hun skal spise hver anden time, så blodsukkeret holdes stabilt:
– I begyndelsen var det frygtelig akavet at sidde i en forsamling og så pludselig skulle spise, men jeg har vænnet mig til det. Jeg besluttede tidligt, at sygdommen ikke skulle begrænse mig.
Jeg døjede med svedeture, og jeg blev skidt tilpas, hvis jeg ikke spiste på klokkeslæt