Eminent og bloddryppende udspil
Clipping
There Existed an Addiction to Blood ( Sub Pop/ Playground) Ude fredag
I 2017 overtog hiphoppen rockens position som den mest populære genre i USA.
Generelt halter kvaliteten dog stadig ubehjælpsomt bagefter.
Specielt på albumfronten, hvor ordforrådet hos selv førende rappere som Kendrick Lamar, Eminem og Kanye West tilsyneladende ikke inkluderer glosen ’helstøbt’.
Det er derfor enormt befriende, at Clipping har kreeret konceptpladen ’ There Existed an Addiction to Blood’, der minsandten er fængslende stort set fra start til slut.
Får nyt liv
Clipping er en grænsesøgende trio fra Los Angeles, som består af producerne William Hutson og Jonathan Snipes samt ikke mindst rapperen Daveed Diggs. Frontmanden har vundet både en Grammy og en Tony for sin medvirken i musicalen ’Hamilton’, men Clipping opererer i en helt anden boldgade. Eller snarere gyde.
’ There Existed an Addiction to Blood’, der er bandets tredje album, er et bloddryppende udspil i subgenren horrorcore, som er hiphoppens svar på dødsmetal og splatterfilm.
Stilarten slog igennem for mere end 20 år siden, men i et barberblads skarpt lydbillede giver Clipping horrorcoren en futuristisk overhaling, og i en verden af paranoia, lemlæstelse og mord får den perverterede udtryksform nyt liv.
Lynende flow
Diggs’ lynende flow og laserlignende diktion er ligeså overmenneskelig som tekstuniverset er umenneskeligt, men han sættes også magtfuldt i scene af Hutson og Snipes, hvis mareridtsagtige lydkulisse gør ’ There Existed an Addiction to Blood’ til en besættende strimmel på nethinden.
Clippings værk er kompromisløst æstetisk og en vild og pirrende lytteoplevelse, der slutter af med 18 minutter lange ’ Piano Burning’, som simpelthen er en optagelse af et brændende piano.
Det påfund gør dem næppe populære, men hvad angår kvalitet, så fås hiphop næppe bedre i 2019.