VERDENSMESTER PÅ HJEMMEBANE
Nikolaj Jacobsen har genfundet energien hjemme i Smørmosen efter vanvittig stress, enorme søvnproblemer og et blodtryk, der hamrede forbi 260
Når displayet på blodtryksmåleren passerer 260, er det lige før, vagthavende læge selv må tage noget beroligende! Da Nikolaj Jacobsen 3. marts for tre år siden blev tjekket på sygehuset i Mannheim, bimlede og bamlede samtlige alarmklokker. Rhein- Neckar Löwen havde netop slået Melsungen 34- 24, men midt i et raseri- udbrud sank Nikolaj Jacobsen sammen.
– Jeg var groggy. Jeg havde længe døjet med hovedpine og ondt i nakken, men slået det hen. Det ramte som et slag, det var som at få en fiber i nakken, ikke. Jeg mærkede et smæld, mens jeg stod og råbte, det sortnede for øjnene, og jeg måtte sætte mig ned. Jeg var groggy.
Og så kommer tilføjelsen ledsaget af det karakteristiske grin:
– Det var heldigvis til sidst i kampen, og vi førte med 12. Jeg kunne bare sætte mig og slappe af. Det var helt åndsvagt at stå og råbe på det tidpunkt.
Grinet er dog kun en finte forbi alvor for en mand, der mistede sin mor, da hun som 46- årig faldt om og døde i en håndboldhal.
– Lægen tog mig med på sygehuset. Det var jeg godt klar over, jeg skulle. Altså, jeg var ikke bange, men … Min mor døde jo af en hjerneblødning, så jeg ville da godt lige have det undersøgt. Hun blev jo kun et par år ældre, end jeg var på det tidspunkt, så …
– Nu er du 47 – har du tænkt meget på din mors død?
– Narj. Jo, lidt. Men der er jo ikke noget arveligt i det, og konklusionen er stadig simpel: Man skal huske at nyde livet hver dag, for du ved aldrig, hvad der sker.
En krop i evig uro
Verdensmesteren har forladt dobbeltjobbet og er nu ’ kun’ landstræner på fuld tid. Familien er efter 22 år væk fra Sydfyn rykket hjem til sommerhuset i Smørmosen og har efter en god lang sommer netop fået nøglerne til en stor villa i Blåby 50 meter fra Thurø Sund.
Nikolaj Jacobsen har tid
ligere i Ekstra Bladet fortalt om et ’ umenneskeligt pres’, stress, om enorme søvnproblemer – han måtte tage sovepiller under VM i januar – og en krop i evig uro. Nu helliger han sig familien, 11- årige Linus’ U11hold og tjansen som assistenttræner for datteren Siljes U19- kvindskab i GOG/ Oure- regi.
Familien. Landsholdet. Og de mange venner. Nikolaj er vendt hjem, og ingen skal være i tvivl:
– Det er fantastisk! Det har givet mig et helt andet overskud. Jeg kan da godt stadig blive sur, men jeg tror ikke, jeg bliver det så hurtigt … Jeg er også begyndt at høre en lille smule bedre efter, haha.
– Det har været en øjenåbner. Eller snarere en døråbner. For første gang i 30 år kan jeg planlægge mit eget liv og ikke hver den 17. eller 18. juli kigge i en kalender, der fortæller, hvad jeg skal de næste ti måneder. Det er sjovt at prøve at være herre over egen krop.
– Undervurderede du byrden, da du tog landstrænerjobbet oveni?
– Jo, måske. Eller også havde jeg lidt for stor tro på egne evner.
Melsungen er pudsigt nok også involveret, da han endegyldigt traf beslutningen om at droppe klubjobbet.
– Vi havde tabt til dem, og jeg sad kl. halv fire om natten på et lufthavnshotel og lavede video. Vi skulle træne kl. seks om morgenen (!) og flyve ned for at spille mod de forsvarende Champions League- mestre i Skopje 36 timer senere. Jeg vidste, spillerne dårligt kunne holde sig oprejst, jeg vidste, vi næsten helt sikkert ville tabe, og jeg vidste, at kritikerne ville være uden forståelse.
– Præcis da traf jeg beslutningen. NEJ! Nu syntes jeg ikke længere, jeg kunne udføre mit arbejde ordentligt. Jeg gad ikke mere. Det var der, det gik op for mig, at det måtte stoppe.
Nikolajestue
Nu er livet igen tæt på Nikolajestue hjemme i Smørmosen, hvor han boltrede sig på vandski som ung.
– Det har lettet helt vildt meget, og jeg glæder mig, til vi mandag samles med landsholdet. Det var måske ikke altid tilfældet, når jeg søndag sad i flyveren efter en Bundesligakamp og lige fik kigget lidt på tingene. – Kommer du til at kede dig?
– Det tror jeg sgu ikke, haha. toft@ eb.dk
Man skal huske at nyde livet hver dag, for du ved aldrig, hvad der sker
Jeg kan da godt stadig blive sur, men jeg tror ikke, jeg bliver det så hurtigt …