Hvad har Jakob og Morten gang i?
partiledere, den radikale HVAD HAR DE TO
Morten Østergaard og Venstres nye formand, Jakob Ellemann- Jensen, egentlig tilfælles udover at løbe sammen og snakke politik?
I den blå lejr følger man med stigende uro den tilsyneladende meget tætte kontakt mellem de to, uanset om det er på formelt eller uformelt niveau. Mens Ellemann ikke har haft særlig travlt med at diskutere politik med partilederne fra Dansk Folkeparti, de konservative og LA, har der været langt tættere kontakt mellem Ellemann og Østergaard. Hvorfor? Og hvad kan det bruges til?
sandelig an på, hvilke JA, DET KOMMER ambitioner de radikale og Venstre har med det politiske samarbejde de kommende år. De radikale er støtteparti for Mette Frederiksen ( S), men det var Thulesen Dahl også for Lars Løkkes ( V) regering, hvilket ikke forhindrede DF i at blokere for stribevis af helt centrale forslag fra den borgerlige regering.
var alliancen mellem DF I VIRKELIGHEDEN og S en væsentlig årsag til Løkke- regeringens fallit. Udvikler de radikale og Venstre en tilsvarende ’ model’, vil Mette Frederiksen få problemer med at realisere sin politik. Nøjagtig som Løkke havde det. Hvis hverken de radikale eller Venstre vil hjælpe, kan hun jo ikke være sikker på, at DF eller andre stiller sig til rådighed.
ser man med ISÆR I DANSK FOLKEPARTI dyb skepsis på den nye Venstre- formand, der i sin tid forlod Venstre og meldte sig ind i LA i protest mod DF- linjen i udlændingepolitikken. Senere vendte han tilbage, men det er klart, at dette herresving kalder på en vis mistro hos DF.
Og da Venstre forleden uventet forlangte to forbehold i loven om fratagelse af dansk statsborgerskab fra Syriens- krigere med dobbelt statsborgerskab, var det et lille, men alligevel symbolsk knæfald for ’slapperne’ i Venstre- gruppen.
det været uhyre småt med INDTIL NU HAR meldinger, der kan tegne, hvad Jakob Ellemann- Jensen egentlig står for. Meldingen forleden om at han ikke mener, at der kan laves en klimaaftale uden Venstre og Socialdemokratiet, er mest et taktisk fif. Det lyder godt: Venstre er dybt optaget af klimaet. Men Mette Frederiksen vil da ikke drømme om at deponere regeringens handlefrihed på klimaområdet i Ellemanns lommer.
til, hvad de blå
NÅR MAN LYTTER partier siger om klimaet, virker det mest, som om at alle vil med på vognen med de 70 procents CO2- reduktion. Men når det hele skal omsættes i konkret lovgivning, nye skatter, afgifter og højere flypriser, så er det nok mest et spørgsmål om, hvem af de blå partier der hurtigst forlader forhandlingsbordet.
et seJEG TROR IKKE kund på, at der kan laves en aftale om en klimahandlingsplan, hvor alle de blå partier er med. Måske kan de fikse en klimalov inden jul, der kører på det overordnede niveau, men når vi skal i detaljerne, begynder de blå at tjekke ud.
De radikale vil sidde ved forhandlingsbordet hele tiden, og her kan en tæt kontakt mellem Ellemann og Østergaard være nyttig. Venstres venner ude i landbruget og i transportsektoren vil ikke bryde sig om, at Venstre står helt udenfor i disse afgørende forhandlinger. Om ikke andet bør partiet være med fra sidelinjen.
er det dog svært at se, PÅ DEN LANGE BANE hvad Ellemann og Østergaard kan bruge hinanden til. Uenigheden om udlændingepolitikken er monumental, og Venstre vil få meget store interne problemer, hvis den diskussion genåbnes i folketingsgruppen.
Hertil kommer forholdet til de andre partier. Uanset om V, DF, K, NB, LA og R efter et kommende valg muligvis kan hente flertal (i juni fik de 95 mandater tilsammen), er det fuldstændig umuligt at se DF støtte en Venstre- regering med radikale deltagelse. Og en VKR- regering, som vi havde 1968- 71, ville i dag være langt fra et flertal, og dengang var VKRkonstellationen nok en af de største regerings- fiaskoer i historisk tid.
borgerlig- liberale partier venI DE ANDRE ter man spændt på den tale, som Ellemann skal holde på Venstres årsmøde 16.- 17. november. Hvad bliver signalerne? Hvad er hans politiske projekt? Hvilken tone vil han lægge over for regeringen?
En forklaring på Ellemanns dans med de radikale kan være rodet i blå blok. Ved folketingsvalget 5. juni ’spildte’ Klaus Riskjær, Kristendemokraterne og Stram Kurs, hvad der svarer til otte- ni mandater. Næste valg bliver endnu værre.
Til den tid vil vi have seks partier med et muligt nyt Simon Emil AmmitzbøllBille- parti, som alle vil ligge på kanten af spærregrænsen. Teoretisk set kan det borgerlige stemmespild blive nærmest det dobbelt af sidst – omkring 14 mandater.
I den blå lejr følger man med stigende uro den tilsyneladende meget tætte kontakt mellem de to
SITUATIONEN, har Jakob ElleHVIS DET ER mann- Jensen ikke en jordisk chance for at blive regeringschef i Danmark.
Derfor er der ikke noget at sige til, at han fra starten af sin formandskarriere og med god tid til næste valg bruger noget tid på at sondere terrænet. Og de radikale er ikke det mest tåbelig sted at starte.