Drab kan Krisepsykolog: splitte små samfund
Når en voldsom hændelse som et drab sker i et lille samfund, kan det hurtigt sprede sig som ringe i vandet og involvere alle fra offeret til gerningsmanden til deres familie og omgangskreds.
– Det bliver mere virkeligt. Nu skal vi ikke forestille os en familie, der har mistet. Nu ved vi, hvem det er, og det øger berørtheden, siger Rikke Høgsted, leder af Institut for Belastningspsykologi og krisepsykolog. Hun udtaler sig generelt om reaktionerne.
Samtidig kan det også skabe splittelse, fordi der måske er nogle, der føler, at de skal tage parti.
– Der er måske en skole, der lægger hverdag til både ofrets og gerningsmandens børn med den uro og de dilemmaer, det kan tage med sig, og måske følelsen af, at man skal tage parti, siger hun og fortsætter:
– De uskyldige pårørende kan opleve sig som psykologiske gidsler qua deres relation til for eksempel gerningsmanden og kan opleves som medskyldige, selvom de er fuldstændig uskyldige. Voldsomfortælling
For de direkte berørte kan det desuden fastholde dem i tragedien, selvom tragedien er den samme, uanset hvor det sker.
– Men i de små samfund kan man oftere løbe ind i en konfrontation med det, der er sket, fordi vi ikke har anonymiteten at gemme os i. Fordi vi alle har relationer på kryds og tværs. Ulempen kan være, at vi bliver fastholdt, fordi det er så voldsom en fortælling.
Risikoen er, at man bliver fastholdt i fortiden.
– Det er rigtig dobbelt. For kendskab beskytter. Og anonymitet beskytter.
– Det handler om at lære, hvornår skal jeg tage et skridt tilbage for at beskytte mig selv, og hvornår skal jeg tage et skridt frem i fællesskabet, for det er også gennem fællesskabet, at jeg heler.
Og skridtet tilbage kan være sværere i de små samfund.
– Fordi hele setuppet af natur er mere konfronterende, og vi ikke har storbyens anonymitet at gemme os i.