Nedslag i Ellis Islands historie
I 1679 overdrog New Yorks guvernør, sir Edmund Andros, Oyster Island, som øen hed dengang, til kaptajn William Dyre, der opkrævede told fra skibe, som ankom til byens havn. Dyre blev senere borgmester i New York City.
I 1779 købte en Samuel Ellis øen – heraf det nutidige navn. I 1808 overtog New Yorks guvernør, Daniel D. Tompkins, øen på USA’s vegne for 10.000 dollars – godt 204.000 nutidsdollars – hvorefter Ellis Island blev befæstet og indgik som en del af forsvaret af New Yorks havn.
I 1890 vedtog Kongressen, at Ellis Island skulle bruges af landets nyoprettede immigrationsmyndigheder og bygges om til modtagestation for indvandrere. Endelig i 1892 får øen den status, vi kender den for i dag.
I 1924 vedtog USA et sæt nye immigrationslove, som reducerede indvandringen gennem New Yorks havn. Lovene betød blandt andet, at kun folk, der havde problemer med deres indvandringspapirer, samt fordrevne og krigsflygtninge kom til Ellis Island.
Gennem Anden Verdenskrig og det efterfølgende tiår hørte Ellis Island igen under militæret og blev brugt til internering af krigsfanger – blandt andet japanske, tyske og italienske statsborgere, der enten var blevet interneret i krigens første tid eller var kommet til USA under krigen.
Modtagecentret på Ellis Island lukkede helt i 1954.
I 1982 meddelte præsident Ronald Reagan, at man ville istandsætte Ellis Island og Frihedsgudinden. Projektet varede frem til 1990 og kostede 156 millioner dollars. I efteråret 1990 åbnede Ellis Island for offentligheden.
Siden foråret 2001 har immigrationsmuseet The American Family Immigration History Center haft til huse i de restaurerede bygninger på Ellis Island.
Navnene på foreløbig 200.000 af de anslåede 17 millioner immigranter, der begyndte et nyt liv på Ellis Island, står i dag skrevet på the American Immigrant Wall of Honor ( Æresmuren for amerikanske immigranter, red.).