I et koldt rum lå en livløs mand

Efter den frygtelige besked tog Ditte Rosenberg og familien i hast til hospitalet i Herning, hvor de havde fået at vide, at de kunne se Lars.

– Jeg græd hele vejen i bilen, men jeg var så meget i chok, at jeg faktisk ikke ved, hvad jeg tænkte på, og jeg sagde ikke noget. Jeg var helt tom for ord.

På hospitalet blev familien bedt om at tage plads og vente på bedemanden. Her begyndte det for alvor at gå op for Ditte Rosenberg, at hun aldrig skulle se sin Lars i live igen.

Efter kort tid blev de ført ind i et koldt rum, hvor der lå en livløs mand med skrammer på arme og ben.

Genkendte armbånd

Hans ansigt var dækket af et hvidt klæde, men Ditte Rosenbergs øjne ramte mandens ene hånd, og hun opdagede et velkendt armbånd, som Lars altid havde på. Hun var ikke længere i tvivl.

Da klædet blev løftet, så hun sit livs store kærlighed ligge med lukkede øjne. Død.

– Jeg følte, det var en film, der kørte i mit hoved. Jeg gik zombieagtig rundt, og jeg græd, men reagerede alligevel ikke.

– Det er svært at forklare, siger hun og fortsætter:

– Alt håb om, at der var sket en fejl, gik i stykker. Alle vores fremtidsplaner og drømme bliver med et fuldstændig knust. Jeg nussede ham på kinden og tog hans hånd, siger hun, inden stemmen atter knækker.

Hun tager en dyb indånding, inden hun med gråd i stemmen fortæller videre:

– Jeg kan ikke huske meget af det. Det var stadig ikke gået op for mig, at jeg skulle sige farvel. Men jeg tog ham i hånden og fortalte ham, at han er min soulmate, og at jeg vil savne ham helt vildt. Jeg var helt ude af mig selv. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle stå i sådan en situation. Det var helt absurd, at jeg pludselig skulle sige farvel.

Erkendelsen kom i ryk

Dagene efter Lars’ død er i dag – adskillige måneder efter – stadig meget slørede for Ditte Rosenberg, der alligevel formåede at hanke op i sig selv og klare det praktiske omkring bisættelsen i samarbejde med hans familie.

– Det er svært at sige, hvor lang tid der gik, før det sank ind. Det var i ryk. Men det tog måneder, siger hun og fortsætter:

– Jeg blev ved med at skrive sms’er til Lars i lang tid, fordi jeg ville kommunikere med ham. Det tog mig lang tid at indse, at han ikke kom tilbage.

Ditte Rosenberg fik stor støtte fra venner og familie. Det var svært for hende at være alene.

Smerter af sorg

– Jeg kunne sætte mig ned og føle, at jeg havde siddet i fem minutter, men egentlig havde jeg siddet der i flere timer. Jeg lavede ingenting. Jeg havde så mange spørgsmål og et kæmpe tankemylder.

Hukommelsen var ikke- eksisterende, og koncentrationen det samme

Det var helt absurd, at jeg pludselig skulle sige farvel

– Hukommelsen var ikke- eksisterende, og koncentrationen det samme. Det var et kæmpe traume, siger Ditte Rosenberg, der begyndte at kunne mærke sorgen fysisk.

– Jeg havde smerter i kroppen af sorg. Det har jeg ikke oplevet før, og det var meget voldsomt, siger Ditte Rosenberg, som kort efter Lars’ død startede hos en psykolog, der specialiserer sig i sorg.

Her gik hun til samtaler to gange om ugen.

– Jeg sad derhjemme og holdt ud, indtil jeg skulle hen til hende igen. Det holdt mig oppe. Hun gav mig en forståelse for, hvad der skete i min krop.

I tiden efter ulykken brugte Ditte Rosenberg desuden meget tid på at tale med Lars’ mor og storebror, som hun stadig har et nært forhold til.